Politiken mandag: Endelig! I dag begynder russerne på arbejde igen efter at have festet i godt fire dage dage. Anledningen, som de altid festglade russere denne gang havde udtænkt, var 8. marts - kvindernes internationale kampdag - som der i det mandsdominerede Rusland sandt for dyden også er god grund til at markere. Russerne har så absolut ret i, at denne markering ikke kunne klares på en dag, tværtimod burde kvindedagen strækkes over hele året og indebære revolutionerende forandringer i retning af ligeret og lige løn for lige arbejde. Kvindekampen glemt resten af året Som en kvindelig russisk bekendt sagde til mig på selve dagen: Det er da meget godt, at mændene i dag tænker på deres kvinder og kommer viftende med deres blomsterduske, men de glemmer alt om det resten af året, hvor de kun tænker på sig selv. Festlighederne kommer oven på decembers mange fridage, efterfulgt af en 4-5 nytårsfridage og den ortodokse jul den 7., 8., 9. januar, alt sammen med opvarmning før og en eller to dages hvile bagefter. Februar var en dårlig måned i festhenseende, men kvindedagen, det er guf. Tidlig start Den begyndte allerede 7. marts hen på eftermiddagen, hvor mænd på alle arbejdspladser havde travlt med at komme ud til blomsterhandlerne og bagerne og vodkaforretninger efter forsyninger til den traditionelle markering, der mange steder fortsatte til ud på aftenen på jobbet og derefter privat. Selve dagen, 8. marts, var officiel fridag. De eneste, der var på arbejde, var blomsterhandlere og vodkahandlere, som havde en kronet dag. Overalt sås 'ivan'er i deres stiveste puds med strittende blomsterbuketter og poser med flasker og kager ilende til fest. Det kan naturligvis ikke undre, men da festen og den officielle fridag fortsatte fredag 9. marts, begyndte det at blive en smule trivielt med alle blomsterne og flaskerne og kagerne. Og i lørdags var det simpelthen for meget. Lørdagen var naturligvis også fridag, så festen fortsatte. Til gengæld var søndagen inddraget som officiel arbejdsdag. Alle offentlige kontorer, virksomheder og større arbejdspladser havde besked på arbejdet. Kunsten at sove ud Men den hopper ingen russer på. Søndagen blev brugt til at sove ud, slappe af efter festen, reparere på tømmermændene og forberede sig på at komme på arbejde i dag, hvor kvinderne igen er forvandlet til underbetalt arbejdskraft, unge nedringede sekretærer på stilethæle til ære for de gamle gifte mandlige chefer, sværme af prostituerede, og en endeløs mængde af russiske kvinder på landet, der som altid er de eneste til at bære de tunge byrder, for mændene har allerede fra i dag travlt med at holde sig i træning til den næste festdag. Og træningen må være ihærdig, for de næste officielle festdage kommer ikke før 1. og 2. maj, hvor russerne fejrer Forår og Arbejde, efterfulgt i dagene omkring 9. maj af den helt store Sejrsdag, som en god optakt til Suverænitetsdagen 12. juni, hvorfra man let kan skimte sommerferien.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























