Syv bomber har rystet det tognettet i Indiens finansielle og handelsmæssige hovedstad Mumbai. Eksplosioner fandt sted i tog, sporanlæg og perroner. En af dem fandt sted nær en undergrundsstation. Antallet af dræbte efter eksplosionerne er fortsat uklart. »Dødstallet er på 163 og omkring 460 mennesker er blevet kvæstet«, siger politiinspektør Ashok Jadhav til Reuters. Eksplosionerne var så kraftige, at flere togvogne blev rykket fra hinanden. Øjenvidner beretter ifølge AP om lig, der ligger spredt omkring de eksploderede togvogne. Tv-stationer viser billeder af ofre med sår på både ben, hænder og hoved uden lægehjælp i nærheden. En alvorligt såret blev båret i stykker af stof væk fra sporene af vidner. »Jeg kan ikke høre noget«, fortæller én af de overlevende til AP fra et hospital i Mumbai: »Folk omkring klarede den ikke. Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde«. Koordineret angreb Bombeangrebet fandt sted midt i myldretiden og udløste kaos overalt på millionbyens togstationer. De indiske myndigheder kalder aktionen for velkoordineret. »Vi har travlt med redningsarbejdet. Vores første prioritet er at redde de sårede«, siger Mumbais politichef A.N. Roy til AP. Redningsarbejdet bliver besværliggjort at kraftig monsoonregn. Ingen har endnu taget skylden for angrebet. Få danskere i området Der er formentlig ingen danskere blandt ofrene for de syv eksplosioner. Det vurderer den fungerende danske ambassadør i Indien, Michael Hjortsø, der følger situationen fra New Delhi. »I udgangspunktet er sandsynligheden for, at der skulle være nogle danskere involveret, ikke særlig stor. Men selvfølgelig kan man aldrig være sikker, og vi gør, hvad vi kan, for at få det bekræftet. Det er lidt vanskeligt i øjeblikket, for alt er tilsyneladende kaos i Mumbai«, siger Michael Hjortsø til Ritzau. Risikoen for danske ofre er meget lille, fordi der er meget få danskere i Mumbai. »Sandsynligheden for, at der er nogle danskere i området, er ikke særlig stor. Dels bor der ikke særlig mange danskere i Mumbai, dels er det ikke højtid for turisme på grund af varmen og regnsæsonen«, siger Michael Hjortsø. Han har dog endnu ikke været i kontakt med det danske konsulat i Mumbai, da telefonnettet er brudt fuldstændig ned.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























