Bilbombe truer nordirsk fred

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Den spinkle fredsproces i Nordirland har stået i stampe i månedsvis, og bliver oven i købet truet af weekendens bilbombe i London. Bill Clinton var på besøg, inden han gik af som USAs præsident - uden resultat. Nu forsøger den britiske premierminister Tony Blair sammen med sin irske kollega Bertie Ahern at presse de genstridige protestantiske og katolske politikere i Belfast til at få gang i freden. Den nordirske regering og det nordirske parlament er kørt fast i flere problemer: Sammensætningen af et nyt politikorps, tempoet i afvæbningen af den katolske oprørsbevægelse IRA, tilbagetrækningen af britiske tropper fra Nordirland og garantier for bevarelse af regeringens stabilitet. Vil hverve katolikker til politiet Tony Blair har talt om at holde møder med de ledende protestanter og de ledende katolikker hver for sig, måske med støtte fra den irske premierminister. Der er ikke sat dato på endnu, for i dag fremlægger den britiske regering budgettet 2001-2002, og i morgen flyver Bertie Ahern på besøg i Japan og USA. Den nydannede politistyrke skal til at hverve katolikker, men det modsætter de to katolske partier Sinn Fein og Det Katolske Socialdemokratiske Arbejderparti SDLP sig. De mener, at hvervningen ikke er bred nok - blandt andet skal den britiske regering være løbet fra løfter under fredsforhandlingerne om, at tidligere oprørere fra de katolske bevægelser også skal have lov at blive politifolk. Indtil sådanne spørgsmål er afklaret, vil de ikke udpege politikere til det råd, der skal overvåge den nye politistyrke. Det vil også afhænge meget af, om den irske premierminister Bertie Ahern vil opmuntre unge katolikker til at melde sig som politibetjente. Målet var at få lige mange katolikker og protestanter i politistyrken, der både får nyt navn og ny ledelse. Det hidtidige politikorps havde 12. 000 betjente, hvoraf 92 procent var protestanter. Afmilitarisering Afmilitariseringen af både IRA og britiske styrker er et andet problem. Det er for eksempel tydeligt i Armagh ned mod grænsen til Irland. Sinn Fein argumenterer med, at det er umuligt at få IRA til at nedlægge våbnene, fordi der er så mange britiske soldater og vagttårne. Hæren siger, at overvågningen er nødvendig, fordi IRA ikke vil afvæbnes. Bilbomben foran tv-selskabet BBCs hovedkontor i London i søndags understreger, hvor skrøbelig fredsprocessen er. Bomben tillægges en terrorgruppe, der kalder sig Real IRA. Myndighederne frygter flere bombeattentater i England, fordi Real IRA vil forsøge at få andre fraktioner til at springe fra fredsaftalen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her