Floden Tisza løber over

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Over 25.000 mennesker er evakueret fra landsbyer langs Ungarns næststørste flod, Tisza, der er gået over sine bredder som følge af stærk regn og enorme mængder tøende sne. Andre tusinder af ungarere nægter indtil videre at forlade deres hjem, men myndighederne siger, at det kan blive nødvendigt at fjerne dem med tvang, hvis vandet stiger yderligere. I går var vandniveauet i Tisza krøbet en håndfuld centimeter over niveauet fra for to år siden, da Ungarn ligeledes var ramt af voldsomme oversvømmelser. Situationen er værst i den nordøstlige del af landet, som regeringen har erklæret i undtagelsestilstand. MAnge evakueret Også i det vestlige Ukraine og det nordvestlige Rumænien har redningshold, militæret og mange frivillige evakueret tusinder af mennesker fra oversvømmede landsbyer langs flere floder. Det rumænske miljøministerium oplyste, at 81 landsbyer allerede ligger under vand eller er direkte truet. Oversvømmet er også over 7.000 hektarer landbrugsjord i Rumænien. I det vestlige Ukraine er to mennesker druknet, og tusinder er blevet hjemløse. Redningsholdene og frivillige hjælpere har i det seneste døgn arbejdet ved Tisza og andre floder og forsøgt at styrke bredderne med sandsække, men mange steder var de magtesløse mod de store vandmængder. Ungarske helikoptere hjælper med at evakuere folk i det vestlige Ukraine. Svagere regn Meteorologerne i de ramte regioner sagde i går, at der var stor sandsynlighed for, at regnen vil blive svagere i de kommende dage. Men indtil videre regner det mange steder næsten uafbrudt. Situationen er foreløbig mest alvorlig i Ungarn, hvor vandniveauet i Tisza bliver ved med at stige. En borgmester i en af de hårdest ramte landsbyer, Takos, sagde i går, at vandet steg med en halv meter på mindre end to timer. Og nogle eksperter advarer om, at den nuværende oversvømmelse kan udvikle sig til den værste i flere årtier. Det er første gang i 20 år, at Tiszas diger er brudt sammen på flere strækninger. De gentagne oversvømmelser koster Ungarn dyrt - alene i de seneste to år er der brugt milliarder på at bekæmpe følgerne, genopdyrke landbrugsjorden, genhuse de evakuerede etc. Regeringen i Budapest siger, at kampen mod vandmasserne hver dag koster mellem 20 og 30 millioner forint (560.000-840.000 kroner).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her