Politiken fredag: Antanas Mockus, populær borgmester i Colombias hovedstad, Bogotá, er aldrig i bekneb for ideer. De fleste går ud på at gøre livet bedre og sikrere for storbyens indbyggere, men de er ofte kontroversielle og undlader sjældent at skabe ophedet debat. Det nyeste indfald fra Mockus er ingen undtagelse. I sin evige bekymring over Bogotás alt for voldelige klima, har han i aften indført udgangsforbud over hele millionbyen. Men forbudet gælder kun mænd. Fra klokken 19.30 til 01.00 lørdag morgen skal alle mandlige bogotanere holde sig indendøre. Til gengæld har kvinderne fået deres egen nat foræret, og ifølge en meningsmåling siger 54 pct. af alle kvinder, at de agter at tage imod tilbudet og glæder sig til at kunne gå i fred på gaden en fredag aften. Initiativet er opstået, fordi niveauet for vold i Bogotá med dens 6,3 millioner indbyggere, er helt uacceptabelt, forklarer Mockus. Særlig i weekenden er ofrene mange, når alkohol og våben optræder sammen. Borgmesteren mener, at pædagogik er vejen frem, når dårlige vaner og opførsel skal ændres. »Der er et eller andet, der gør at kvinder er mindre voldelige end mænd, og udgangsforbudet skal få mænd til at tænke over, om vi ikke kan lære noget af kvinderne«, siger Mockus,. Han understreger imidlertid , at det er forholdsvis let at søge om dispensation. Men ideen er alligevel ikke faldet i lige god jord alle vegne, og at dømme efter avisernes indlæg er modstandere kun mænd, mens tilhængerne overvejende er kvinder. »Tant og fjas«, fnyser advokaten Ernesto Rey Cantori i dagbladet El Tiempo. »Det er en fundamental menneskeret at kunne bevæge sig hvorhen, man ønsker. Som mand føler jeg mig dybt krænket«, siger han. Tilfredse kvinder Kvinderne har derimod en lidt anden holdning til initiativet: »Jeg har mit liv kært, og som kvinde er jeg sårbar over for overgreb. Alt, hvad der kan medvirke til at beskytte mit liv, herunder utraditionelle opdragelsesmetoder, vil jeg hilse meget velkommen«, mener derimod Isabel Londono i samme blad. Mockus er litauer af herkomst og oprindelig professor i matematik og filosofi. Han er midt i sin anden embedsperiode, og har altid haft bekæmpelse af vold som sin hovedprioritet. Således lykkedes det ham for år tilbage at få taxachauffører i massevis til at aflevere deres våben, ligesom han personligt holdt kurser i, hvordan man får sine aggressioner under kontrol. Hvis aftenens udgangsforbud bliver en succes, overvejer borgmester Mockus at indføre samme forbud for alle kvinder næste fredag aften. Hele den pædagogiske proces skal fredag 23. marts udmunde i et kæmpe 'møde' mellem kvinder og mænd i byens rum.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























