Etiopien truer med krig

Lyt til artiklen

Etiopiens præsident, Meles Zenawi, beskyldte i dag ærkefjenden Eritrea og somaliske islamister for at destabilisere Afrikas Horn. Samtidig advarede han om, at Etiopien vil forsvare sig imod enhver trussel. Ved et pressemøde i Addis Abeba sagde Meles, at Etiopien ikke er truet af nogen umiddelbar fare fra Eritrea og De Islamiske Domstole, der har erobret magten i dele af Somalia. Etiopien vil svare igen Men han understregede, at Etiopien vil svare igen på eventuelle fjendtlige handlinger fra Eritrea eller fra ekstremistiske elementer i Somalia. »Vi forbeholder os ret til at forsvare os selv mod alle forsøg på at destabilisere vores sikkerhed og stabilitet«, sagde Meles. Tidligere hævdede etiopiske embedsmænd, at etiopiske sikkerhedsstyrker har dræbt 111 oprørere fra Eritrea tidligere på måneden. Blodig krig mellem Eritrea og Etiopien Meles nedtonede den mulige fare fra oprørerne og beskyldte i stedet Eritrea for at opmuntre til uro i Etiopien ved at støtte dem og islamister i nabolandet Somalia, som beskyldes for at huse medlemmer af terrornetværket al-Qaeda. Etiopien og Eritrea udkæmpede en blodig krig i 1998-2000 over deres fælles grænse. Spændingen mellem de to lande er fortsat høj. Eritrea bevæbner islamister For en måned siden citerede et hold FN-eksperter beskyldninger om, at Eritrea bidrog til at bevæbne islamisterne i Somalia i et forsøg på at destabilisere Etiopien. Etiopien er et fortrinsvis kristent land, der er dybt bekymret for at have radikale islamister ved sine grænser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her