USAs vicepræsident Dick Cheney tilbragte natten på et hospital i Washington efter på ny at have fået hjerteproblemer i går eftermiddag. Hans situation vurderes som stabil. Den 60-årige vicepræsident indlagde sig selv på grund af brystsmerter, og lægerne fandt ud af, at blodgennemstrømningen i en åre ved hjertet var formindsket med over 90 procent. Problemet blev løst med en såkaldt ballonoperation, hvorved den ramte blodåre igen udvides, så gennemstrømningen normaliseres. Stabil Doktor Jonathan Reiner, der behandlede vicepræsidenten på George Washington universitetssygehuset, sagde, at vicepræsidentens tilstand nu er stabil. »Dette skal ikke ses som noget tegn på, at hans hjerte har det dårligere end før«, sagde Reiner på et pressemøde tidligt tirsdag dansk tid. Ifølge lægen oplever 20-30 procent af alle de patienter, der har hjerteproblemer ligesom Cheneys, den samme slags tilbagefald. Noget egentligt hjerteanfald har der tilsyneladende ikke været tale om denne gang. Tidligere anfald Cheney blev ramt af hjerteanfald i 1978, 1984 og 1988, hvorefter han undergik en firedobbelt bypass-operation. Alligevel fik han i november sidste år et fjerde hjerteanfald, så mandagens episode ventes igen at føre til polemik om, hvorvidt vicepræsidenten er for svag til at varetage sit embede. En vicepræsident er kendt for at være 'et hjerteslag væk fra præsidentembedet', hvilket i amerikanske folkemunde dækker over, at vicepræsidenten overtager magten, hvis den amerikanske præsident dør, bliver syg eller træder tilbage. Det Hvide Hus meddelte, at præsident George W. Bush per telefon havde ønsket Cheney god bedring. Under det fem minutter lange opkald efter operationen sagde Cheney, at han »har det godt og ser frem til at komme tilbage til arbejdet«. Motion og diæt Efter anfaldet i november er Cheney begyndt at dyrke motion, ligesom han følger en streng diæt. Mandagens hjerteproblemer skyldtes i øvrigt en indsnævring nær det sted, der senest blev behandlet. Udskrivning kan ifølge lægerne ske forholdsvis hurtigt, men om det lidt længere perspektiv sagde Reiner, at risikoen for Cheney »helt sikkert er større en for folk uden hjertesygdom«. Selv om den seneste runde smerter angiveligt begyndte lørdag, så sagde Cheney søndag til tv-stationen CNN, at han havde det godt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























