Politiken lørdag: Sydafrika øgede fredag sin nødhjælpsindsats over for oversvømmelsens ofre i Mozambique ved at sende otte fly til landet, der skal bruges til at fordele fødevarer og evakuere de tusindvis af mennesker, der er fanget på stadig mindre øer. Mange af piloterne er veteraner fra oversvømmelsen sidste år, der kostede 700 mennesker livet og gjorde 500.000 hjemløse. Oversvømmelsen i år er ikke lige så katastrofal, men det ramte område er større, og de geografiske forhold gør indsatsen sværere. Major Hugo Weich fra det sydafrikanske forsvar sagde, at 80 piloter, dykkere og sundhedsmedarbejdere var klar til at gå i aktion, så snart flyene var på plads. »Vi bruger de to mindre BK117-fly til at rekognoscere i området og vurdere behovet for hjælp og finde ud af, hvor folk er i størst akut fare«, sagde Weich. Han tilføjede, at de i løbet af de næste to uger vil hjælpe FNs fødevareprogram, WFP, med at transportere omkring 800 ton fødevarehjælp ind i Caia-området midt i Zambezi River Valley, hvorfra maden skal distribueres til en række lejre, der er oprettet til de fordrevne mozambiquere. Afgørende timer Hjælpeorganisationen World Vision meddelte, at den er i færd med at opstille fødevarestationer forskellige steder i de oversvømmede områder. »De næste timer bliver helt afgørende«, hed det i en pressemeddelelse fra organisationen fredag. Ifølge World Vision bor de fleste af de mennesker, der blev evakueret under oversvømmelserne sidste år, stadig i så højt beliggende områder, at de tilsyneladende ikke er i fare nu. Kun to helikoptere Indtil i torsdags anvendte Mozambique den ene af sine to militærhelikoptere til at samle nødstedte mennesker op i de stadig større områder, der står under vand. Indtil nu er 77.000 blevet hjemløse. Mozambiques hær råder kun over to helikoptere, hvoraf det som regel kun er den ene, der er operationsdygtig. Tidligere på ugen var den anden helikopter på værksted, men i torsdags blev den sat ind i arbejdet. Mad først og fremmest Sydafrikanerne sagde, at deres opgave først og fremmest bestod i at levere fødevarehjælp, men Mozambiques ministerpræsident, Pascoal Mocumbi opfordrede til, at man også koncentrerede sig om at evakuere de tusindvis af mennesker, der befinder sig på stadig mindre øer rundt om i landet. »Vi har det indtryk fra Marromeu, Caia og Mtarara, at det er nødvendigt at handle endnu hurtigere med hensyn til evakueringen. Nogle indbyggere tror, at de stadig har tid at løbe på, inden katastrofen når frem til dem«, sagde Mocumbi på en pressekonference torsdag aften. »Vi bliver nødt til at tvinge dem til at forlade disse områder, for der står mange liv på spil«, sagde ministerpræsidenten, da han vendte tilbage fra en tur rundt i de ramte områder. Hytter under vand Her så han mange hytter stå under vand, geder, der havde søgt tilflugt på små tørre pletter jord, og lejre proppet med folk på flugt fra vandet. WFP sagde, at vandstanden igen var stigende omkring Caia, efter at flere sluser ved reservoiret Cahora Bassa måtte åbnes for at lette presset på dæmningen. »Situationen har ikke stabiliseret sig. Vi må hele tiden være i beredskab. Om to eller tre dage når vandmasserne frem til Marromeu i den nedre del af Zambezi River Valley«, sagde Gian-Luca Ferrer, der er chef for WFPs kontor i Beira.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























