Et passagerfly er styrtet ned i Libyen, og mindst 100 ombordværende er omkommet.
Men en enkelt passager ser ud til at have overlevet katastrofen. Ifølge de libyske myndigheder er en otte-årig hollandsk dreng fra flystyrtet fortsat i live.
Flyet kom ifølge sikkerhedstjenesten i landet sydfra, da det skulle lande i den libyske hovedstad, skriver nyhedsbureauet AFP.
Maskinen, en Airbus 330 fra Afriqyiah Airways, var lettet i Johannesburg i Sydafrika med 94 passagerer og 11 besætningmedlemmer om bord.
Briter blandt de dræbte
Blandt ofrene var statsborgere fra Storbritannien og Sydafrika, skriver BBC.
Ulykken skete kort efter klokken 06 lokal tid, da maskinen lagde an til landing efter knap ni timers flyvning.
Luftfartsselskabet er forholdsvis nyt: Det har fløjet i otte år med en flåde på 11 Airbus-maskiner. Det blev oprettet ved en beslutning i den libyske folkekongres i 2001, der ville etablere direkte forbindelser mellem de afrikanske lande.
Få ulykker med flytypen
Airbus 330-fly anses for at være en sikker flytype, omend der har været styrt med typen tidligere.
Sidste sommer forsvandt en Airbus 330 fra Air France undervejs fra Rio de Janeiro til Paris med 228 om bord. Årsagen til styrtet er ikke opklaret, men mistanken har rettet sig mod flyenes fartmålere, der nu er udskiftet.
Og i 1994 mistede syv livet, da et testfly styrtede til jorden kort efter at være lettet fra Toulouse.
Se billederne fra ulykkesstedet
fortsæt med at læse



























