Dreng slipper med benbrud efter flystyrt

Mirakuløst. Den 10-årige hollandske dreng er eneste overlevende ved flystyrt i Libyen i dag.
Mirakuløst. Den 10-årige hollandske dreng er eneste overlevende ved flystyrt i Libyen i dag.
Lyt til artiklen

En 10-årig hollandsk dreng ligger i øjeblikket på sygehuset i Libyens hovedstad, Tripoli, efter at et passagerfly er styrtet ned i dag.

Her har han fået intensiv behandling for blandt andet brækkede knogler.

Libysk tv har her til aften vist billeder af den mørkhårede knægt, der er den eneste overlevende fra flystyrtet. 103 personer døde ved ulykken.

»Det ser ikke ud til, der er vitale skader. Men han har flere brud i begge ben. Som I kan se, er patienten på intensivafdelingen, men tilstanden er stabil«, siger en læge, der bliver interviewet i tv-klippet.

Drengen var ved bevidsthed, men havde en iltmaske for munden og bandager om hovedet.

LÆS OGSÅ Fly brød i brand ved landing

Flyet kom fra Johannesburg i Sydafrika og forulykkede lige inden landingen i Tripoli i det nordafrikanske land.

Der var 93 passagerer og 11 besætningsmedlemmer om bord på flyet, der ifølge en libysk embedsmand »eksploderede ved landingen og blev fuldstændig pulveriseret«.

61 af de i alt 63 omkomne passagerer var hollandske statsborgere.

»Det er en stor gruppe hollændere, så det er en yderst trist besked, vi har fået i dag«, siger den hollandske premiereminister, Jan Peter Balkeneende, ifølge AP.

Hovedparten af passagerne skulle have været videre med fly til Europa. SOS Internationals danske alarmcenter siger til Ekstra Bladet, at der hverken var danskere eller andre skandinavier om bord på flyet.

LÆS OGSÅ Charterturister styrtede i døden på vej hjem til Europa

Det er endnu uklart, hvad der fik flyet til at styrte til jorden blot få meter, inden det nåede landingsbanen. Vejret var klart og solen stod højt på himlen.

Den libyske regering har allerede afvist, at der skulle være tale om terror. I øjeblikket er flyets sorte boks ved at blive undersøgt.

Askeskyen i Nordafrika

I løbet af dagen har det også været oppe at vende, om aske fra den islandske vulkan har spillet ind. Tirsdag lukkede akseskyer fra Island en række lufthavne i Nordafrika.

Men ifølge AP siger britiske meteorologer, at akseskyen lå vest for Tripoli, da ulykken skete.

Nikolaj Krak

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her