Overlevende: BP ville skyde genvej på boreplatformen

Katastrofe. De overlevende fra boreplatformen Deepwater Horizon fortæller nu for første gang deres version af ulykken.
Katastrofe. De overlevende fra boreplatformen Deepwater Horizon fortæller nu for første gang deres version af ulykken.
Lyt til artiklen

Kort før den katastrofale eksplosion på boreplatformen 'Deepwater Horizon', der førte til USA's største miljøkatastrofe, havde to af lederne en diskussion om en teknisk procedure.

LÆS ARTIKEL Rengøringsarbejde efter oliekatastrofe vil tage år

Diskussionen, der vakte en vis bekymring blandt de øvrige ansatte, drejede sig om at fremskynde en proces, der hver dag havde kostet olieselskabet masser af penge.

Det er endnu uklart, om man her skal finde forklaringen på katastrofen 20. april. Ved en eksplosion knustes et borerør, og siden er millioner af liter olie fosset ud i havet.

Men flere af de overlevende tegner nu i et interview med CNN billedet af en arbejdsplads, hvor forsømmelighed fra arbejdsgivernes side - muligvis i form af for lange vagter til arbejderne - måske kan have været medvirkende årsag til eksplosionen, der kostede 11 mennesker livet.

Arbejdet var forsinket
Den morgen, hvor eksplosionen fandt sted, diskuterede en leder fra olieselskabet BP og en leder fra Transocean, verdens største kontraktør inden for offshore-olieboring, en praktisk detalje i arbejdet. Transocean ejer boreriggen, men har ikke ansvaret for selve boreoperationerne.

BP's mand ønskede, at arbejderne skulle erstatte det tunge mudder, der blev brugt til at holde trykket fra olieboringen nede, med lettere havvand.

Det skete for at fremskynde arbejdet, der kostede skønsvis 4,5 millioner kroner om dagen og allerede var fem uger forsinket.

Bekymret leder omkom selv
BP-lederen fik sin vilje. Men kort efter gav chefborer Dewey Revette udtryk for bekymring og modstand mod beslutningen.

Få minutter senere indtraf katastrofen, og Revette selv var blandt de 11 omkomne arbejdere.

Se nye optagelser fra ulykken - artiklen fortsætter under klippet:

I interviewet med CNN beskriver arbejderne en arbejdspladskultur, der førte til minimal bemanding, og til at man ignorerede advarselssignaler forud for ulykken.

De siger, at BP konsekvent skød genvej og kørte på med arbejdet uden at tage tilstrækkeligt hensyn til bekymringer for sikkerheden.

De overlevende fra boreplatformen siger, at det altid var underforstået, at man kunne blive fyret, hvis man rejste sikkerhedsspørgsmål, der kunne forsinke boringen. Nogle af deres kolleger var blevet fyret for at sige deres mening, siger de overlevende.

Afviser kritikken
BP og Transocean har en anden opfattelse af sikkerheden på boreplatformen.

I en skriftlig redegørelse udtaler Transocean:

»Der er intet scenarie eller omstændighed, der kan skabe tvivl om sikkerheden. For Transocean er sikkerheden så vigtig, at hver enkelt arbejder har kompetence til at stoppe arbejdet. Det betyder, at alt arbejde vil blive standset, hvis en hvilken som helst ansat har mistanke om en usikker situation eller operation«.

Uklarhed om arbejdstider

Det er uklart, om Deepwater Horizon var underbemandet på ulykkestidspunktet, eller hvorvidt nogle af arbejderne havde arbejdet længere end de normale 12-timers skift - og derfor kunne formodes at være trætte, udkørte og måske uopmærksomme.

Men ifølge det demokratiske kongresmedlem Nick Rahall viser lønsedlerne, at 20 arbejdere, heriblandt syv af de 11 dræbte, havde arbejdet i et 24-timers skift seks dage før eksplosionen. Det tager Rahall som et eksempel på, at 24-timers vagter rent faktisk finder sted på boreplatformen.

Rahall, der er formand for et kongresudvalg for naturressourcer, mener, at træthed og underbemanding kan have spillet en rolle for katastrofen.

Men igen afviser Transocean kritikken. Selskabet fastholder, at boreplatformen var professionelt og tilstrækkeligt bemandet, og at ingen arbejder i 24-timers vagter.

Retssag mod arbejdsgiverne

Arbejderne på boreplatformen har stævnet BP, Transocean, serviceselskabet Halliburton samt andre selskaber, der har været involveret i arbejdet med Deepwater Horizon, for forsømmelighed.

»Jeg har set alvorlige forsømmelser, og denne adfærd er kriminel. Der er et gerningssted 5.000 fod under havets overflade«, siger arbejdernes advokat, Steve Gordon, til CNN.

INDBLIK Tragt over oliehul virker - delvist

Kaare Skovmand

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her