Israel giver udlændinge begrænset indsigt i undersøgelse

Kamp. Ni tyrkiske aktivister blev dræbt, da israelske soldater bordede et nødhjælpsskib på vej mod Gaza 31. maj. Billedet viser, de israelske soldater i kamp med aktivister.
Kamp. Ni tyrkiske aktivister blev dræbt, da israelske soldater bordede et nødhjælpsskib på vej mod Gaza 31. maj. Billedet viser, de israelske soldater i kamp med aktivister.
Lyt til artiklen

Israel er parat til at lade en uafhængig, offentlig kommission og to udenlandske observatører undersøge den kommandoaktion, hvor ni tyrkiske aktivister på en nødhjælpsflåde på vej til Gaza blev dræbt.

Den pensionerede, israelske højesteretsdommer Yaakov Tirkel skal lede kommissionen, hedder det i en erklæring fra premierminister Benjamin Netanyahus kontor.

Kommissionens opgave bliver »at undersøge aspekter i forbindelse med foranstaltninger, der er truffet af staten Israel for at forhindre, at fartøjer når kysten i Gaza 31. maj«.

Nobelprisvinder inviteres indenfor

De udenlandske observatører er den irske modtager af Nobels fredspris David Trimble og Ken Watkin, der er tidligere generalauditør i de canadiske væbnede styrker.

»Set i lyset af episodens usædvanlige omstændigheder, er det besluttet at udnævne to udenlandske eksperter, der skal være med som observatører«, lyder det i en erklæring fra premierminister Benjamin Netanyahus kontor.

Trimble og Watkin vil dog ikke have ret til at stemme i forbindelse med sagens konklusioner og udviklinger, ligesom de også kan blive nægtet indsigt i dokumenter eller oplysninger, der vedrører Israels nationale sikkerhed, lyder det i erklæringen fra Israel.

Se tv-klip fra militæraktionen:

Benjamin Netanyahu siger til ledende medlemmer af hans højreorienterede Likud-parti, at sammensætningen af kommissionen er blevet koordineret i samarbejde med USA.

Pressechef i Det Hvide Hus, Robert Gibbs, siger, at USA hilser kommissionen velkommen og kalder den »et vigtigt skridt fremad«, men understreger også, at undersøgelsen skal gennemføres hurtigt.

FN's Sikkerhedsråd har opfordret til en upartisk undersøgelse af hændelsen, mens Tyrkiet og andre lande har krævet en uafhængig, international undersøgelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her