Polakkerne skal stemme igen

Favorit. Bronislaw Komorowski - med hustruen Anna foran sig - kan smile efter første valgrunde i Polen.
Favorit. Bronislaw Komorowski - med hustruen Anna foran sig - kan smile efter første valgrunde i Polen.
Lyt til artiklen

Ingen af kandidaterne ved dagens præsidentvalg i Polen har fået de mindst 50 pct. af stemmerne, der skal til for at vinde valget i første runde.

Valgstedsmålinger offentliggjort efter, at valgsteder lukkede, viser, at Bronislaw Komorowski, der står i spidsen for det liberale parti Borgerplatform, har fået flest stemmer.

En valgstedsmåling foretaget af TNS Obop viser, at Komorowski, har fået 40,7 pct. af stemmerne, mens hans hovedrival, Jaroslaw Kaczynski, formand for det konservative Lov- og Retfærdighedsparti, har fået 35,8 pct. af stemmerne.

4 ud af 10 stemte

Hvis dette resultat holder, betyder det, at polakkerne skal ud i en anden og afgørende valgrunde. Den vil efter planerne blive afholdt 4. juli.

Valgdeltagelsen menes at have været et stykke over 40 pct. Valget blev udløst af den flykatastrofe 10. april, der kostede Polens daværende præsident, Lech Kaczynski, hans hustru og 94 andre fremtrædende polakker livet.

LÆS MERE

Polen i sorg efter præsidentens flystyrt

Præsidentens tvillingbror, Jaroslaw Kaczynski, havde regnet med, at sorgen over flykatastrofen og den efterfølgende sympati, der strømmede ham i møde, ville øge hans chancer i præsidentvalget.

Flest polakker har dog tilsyneladende peget på den fungerende præsident, Bronislaw Komorowski, som Polens ny statsoverhoved.

Der var opstillet 10 kandidater ved søndagens førsterunde af præsidentvalget. 30 millioner polakker var stemmeberettiget.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her