»Det var bare kontrol, ikke mishandling«

Amerikanske soldater bag en pyramide af nøgne irakiske fanger i Abu Ghraib.   Foto: AP
Amerikanske soldater bag en pyramide af nøgne irakiske fanger i Abu Ghraib. Foto: AP
Lyt til artiklen

De første to retsdage i krigsretssagen mod den mest aktive amerikanske soldat under fangemishandlingen i Abu Ghraib har foreløbig givet et noget forvirrende billede af, hvorvidt soldaterne handlede efter konkrete ordrer. Men der er både blevet præsenteret nye billeder, flere videooptagelser, flere beretninger om voldelige overgreb og nye argumenter til Charles Graners forsvar. »Førstetorturist« I går så retten blandt andet et båndet vidneudsagn fra syriske Amin al-Sheikh, der beskrev Graner som »førstetorturist« i Abu Ghraib, hvor al-Sheikh blev indsat efter at være blevet pågrebet med et maskingevær, granater og materiale til at fremstille bomber. Den tidligere indsatte fortalte blandt andet, hvordan Graner hoppede og slog på hans skudsårede ben, tvang ham til at spise svinekød og drikke alkohol i strid med hans muslimske tro, hvordan den amerikanske soldat lo, fløjtede og sang over al-Sheikhs smerte, og hvordan han hørte Graner og andre amerikanske soldater tvinge en yemenitisk fange til at spise indholdet af en toiletkumme i en nabocelle. Vidner i sin egen sag Graner selv har endnu ikke talt, men han og hans forsvarer, Guy Womack, har bekræftet, at han temmelig usædvanligt vil optræde som vidne i sagen mod sig selv. Foreløbig har sagens hovedperson siddet roligt på sin plads i retssalen, mens fotografier og videooptagelser af ham selv, hans kolleger og nøgne irakiske fanger i ydmygende situationer er blevet fremvist på storskærm. Sent i går så retten de båndede vidneudsagn fra to tidligere indsatte. Tidligere blev der blandt andet vist en videooptagelse af en gruppe irakiske fanger, der bliver tvunget til at masturbere sammen, og billeder af en irakisk kvinde med blottede bryster. En af Graners tidligere kolleger fra fængslet har sagt, at Graner også forgæves forsøgte at komme til at fotografere kvindens nøgne skød. Vidne mod Graner Journalister, der har overværet retssagen på militærbasen Fort Hood i Texas, beretter, at vidneudsagn fra tre andre soldater tegner et forvirrende billede af, i hvor høj grad Graner og hans kolleger handlede efter ordre. Jeremy Sivits, der tidligere er idømt otte års fængsel for sin rolle, har forklaret retten, at Graner førte an, da soldaterne arrangerede nøgne fanger oven på hinanden i pyramideform. Frie hænder Ivan 'Chip' Frederick, der afsoner en dom på et års fængsel, har sagt, at soldaternes overordnede ikke kendte til detaljer i behandlingen af fangerne, og at de ikke ville have billiget metoderne. Men Frederick har også sagt, at han og Graner fra deres egne chefer og fra en efterretningsofficer fik at vide, at det var i orden at nægte fangerne søvn som led i forsøget på at få mere ud af dem under forhør. Da Frederick spurgte efterretningsofficeren, hvor langt han kunne gå, fik han svaret: »Jeg er ligeglad, hvad du gør, bare du ikke slår ham ihjel«. Forsvarsadvokat Guy Womack er både i retten og i efterfølgende tv-interview kommet med nye argumenter, der forsøger at nedtone voldsomheden. Womack har blandt andet forklaret, at de fanger, der er nøgne, havde forsøgt at gøre oprør, og at afklædningen var normal og nødvendig for at kropsvisitere og pacificere dem. Når de også blev lænket sammen og placeret oven på hinanden i pyramideformation, var det for at sikre, at de forholdt sig i ro, har Womack forklaret til tv-stationen CNN. Graners forsvarer har også sammenlignet billederne med hverdagssituationer i USA, for eksempel i forbindelse med heppekor ved store sportsbegivenheder. Fanges med lasso »Stiller cheerleaders i hele Amerika sig ikke op i pyramideformation hver eneste dag. Er det tortur«, spurgte Womack i retten. Han sammenlignede også billederne af nøgne irakiske fanger, der bliver holdt i snor som en hund, med småbørn, der har sele på, når de for eksempel færdes i amerikanske lufthavne med deres forældre. »De bliver ikke mishandlet. De bliver holdt under kontrol. Et tøjr er et effektivt kontrolredskab over for fanger. I Texas ville vi fange dem med lasso og trække dem ud af cellen«, sagde Womack. Charles Graner har tidligere arbejdet som fængselsbetjent i Pennsylvania i USA. Graner risikerer op til sytten et halvt års fængsel. Der ventes dom i sagen sidst på ugen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her