Retssagen om dramatisk helikopterrøveri er begyndt

Lyt til artiklen

Retssagen om sidste efterårs dramatiske helikopterrøveri i Stockholm er blevet et helt tilløbsstykke.

Adskillige journalister og mange almindelige mennesker er dukket op i Stockholms Tingsrett for at følge det første retsmøde.

10 mænd mellem 23 og 38 år er anklaget for efterårets spektakulære røveri mod et værdidepot i Västberga i Stockholm. Fem af mændene står tiltalt for røveri af særlig grov karakter, og de øvrige for meddelagtighed i groft røveri.

Lander på taget

Sagen tager sin begyndelse 23. september sidste år, da en stjålet helikopter landede på taget af sikkerhedsselskabet G4S' værdidepot. Tre bevæbnede mænd trængte ind i bygningen ved at knuse et atriumvindue på taget.

LÆS MERE Helikopterrøvere brugte sprængstoffer

Efterfølgende sprængte de flere døre og trængte ind i de lokaler, hvor de store pengesummer blev opbevaret.

Efter 20-25 minutter vendte mændene tilbage til helikopteren, som lettede og forsvandt. Røverne og deres udbytte blev sat af to steder i udkanten af Stockholm, mens helikopteren blev fundet lidt nord for Stockholm.

TV: Se hvordan røveriet foregik:

Røverne slap afsted med 39 millioner svenske kroner (omkring 28 millioner kroner), hvoraf kun en brøkdel er blevet fundet.

LÆS ARTIKEL Svensk politi var velinformeret om røveri

Der er sat 18 dage af til retssagen, som netop er gået i gang.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her