USA har trukket tusinder af kamptropper ud af Irak

Afsked. De sidste amerikanske kamptropper krydser grænsen fra Irak til Kuwait i nat dansk tid - tidligt i morges lokal tid.
Afsked. De sidste amerikanske kamptropper krydser grænsen fra Irak til Kuwait i nat dansk tid - tidligt i morges lokal tid.
Lyt til artiklen

8.000 amerikanske kamptropper har i nat dansk tid krydset den irakisk-kuwaitiske grænse, og dermed er syv og et halvt år med USA som krigsførende magt i det tidligere diktatur ved at være slut.

Fronten af konvojen med kamptropper, der kommer fra Fort Lewis i staten Washington, kørte ind i Kuwait klokken 01.30 torsdag.

»Vi afslutter krigen... men vi afslutter ikke vores arbejde i Irak«, siger P.J. Crowley, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium ifølge NBC News.

Tidligere exit end ventet
Troppernes exit fra Irak kommer tidligere end ventet. Det var ventet, at soldaterne skulle forlade landet 31. august, skriver NBC News på sin hjemmeside.

Frem til udgangen af måneden skal USA's resterende styrker i landet dog deltage i kampe, siger en unavngiven amerikanske embedsmand.

»Vi har 50.000 tilbage, men det står klart, at missionen ændrer sig 31., når de resterende brigader omstiller sig til at rådgive og assistere«, siger embedsmanden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

USA's ny ambassadør på plads i Bagdad

Efterfølgende rettede den unavngivne embedsmand antallet af amerikanske soldater i Irak til 56.000.

»Jeg havde forkerte informationer«, siger han til Reuters.

Resten af soldaterne skal træne irakerne
Personer fra den amerikanske regering siger til Reuters, at NBC News tog fejl i sin umiddelbare dækning af kamptroppernes exit. Angiveligt har det aldrig været meningen, at soldaterne først skulle forlade Irak 31. august.

De resterende amerikanske hærenheder i Irak skal primært være med til at træne irakiske sikkerhedsstyrker, når missionens formål skifter fra 1. september.

»Dette var en professionel soldats arbejde«, sagde løjtnant Steven Dewitt til NBC News, da han krydsede grænsen til Kuwait, og beskrev Irakkrigen som »en krig, som har defineret denne generation af mænd og kvinder i militæret«.

Alle soldater skal hjem næste år

De resterende amerikanske soldater i Irak skal efter planen sendes hjem ved udgangen af 2011.

Amerikanerne har mistet mere end 4.400 mand under Irakkrigen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her