Drengen svømmer væk med sit bytte. Han holder posen med mad i den ene hånd og svømmer med den anden.
Der er ingen, som lægger mærke til ham i det dyngvåde kaos på den oversvømmede vej. Chaufføren på en pickup med ladet fyldt af mennesker er lige kørt af vejen, han røg for langt ud til siden, hvor vandet er endnu dybere.
Nu står hans passagerer i vand til livet, og deres mad ligger i vandet.
Og det har drengen benyttet sig af. Han svømmer væk fra vejen med retning mod en kasse, der rager op over vandet. Den står mellem en druknet skolebygning og en oversvømmet moske.
Han lægger posen med maden op på det, der engang var hjørnet af muren rundt om moskeen og svømmer tilbage efter mere.
Trafikken er heftig i begge retninger
Det vand, han padler rundt i, dækker hovedvejen, der løber gennem byen Baseera vest for Muzaffargarh i Pakistans Punjab-provins.
Midt på vejen når vandet en voksen mand til knæene, ude til siderne står det i mavehøjde. Men trafikken er heftig i begge retninger.
Gående, trækkende med cykler, siddende bag en traktor eller på de store, flot udsmykkede lastbiler er folk på vej ind og ud af det oversvømmede område.
Nogle skal hjem til deres huse med køleskabe, vifter, senge, vaskefade, bedsteforældre og børn på ladet. Andre er på vej ud af det druknede område i jagten på mad.
SÅDAN HJÆLPER DUFlere danske hjælpeorganisationer samler ind






























