Danmark kan sammen med lande som Frankrig og Italien meget snart blive placeret i centrum for en betændt debat om romaers rettigheder, som er under opsejling i EU. »Uanset de juridiske undskyldninger, så er de danske udvisninger af romaer denne sommer nøjagtig lige så forkastelige som det, vi ser i Frankrig og andre medlemslande lige nu«, siger den hollandske EU-parlamentariker Sophie in ’t Veld til Politiken.
Som liberal næstformand i parlamentets udvalg for borgerrettigheder har hun taget initiativ til, at de folkevalgte i EU skal debattere romaernes situation, når parlamentet om 10 dage samles for første gang efter sommerferien. »Vi ser nogle regeringer, der sætter sig over loven. De glemmer, at romaerne som EU-borgere er omfattet af traktaternes regler om fri bevægelighed. EU har en fælles politik om at integrere disse mennesker – men i stedet lefler man for den latente racisme ved bare at smide dem ud«, siger Sophie in ’t Veld. Udvisninger skaber splittelse Hendes initiativ bakkes op af den liberale formand, belgiske Guy Verhofstadt, som leder parlamentets tredjestørste gruppe. Han kritiserer skarpt de europæiske regeringer, der »skamløst har brændemærket romaerne i løbet af sommeren« gennem »massive« udvisninger.






























