»USA har betalt en høj pris for at lægge Iraks fremtid i hænderne på det irakiske folk... Gennem dette bemærkelsesværdige kapitel i den amerikanske og irakiske historie, har vi levet op til vort ansvar. Nu er det tid til et nyt kapitel«.
Sådan lyder det fra den amerikanske præsident Barack Obama på dagen, der markerer, at de amerikanske kamphandlinger i Irak nu er forbi.
LÆS ARTIKEL Krigsmodstander om Irak-exit: Fremtiden står på borgerkrig eller diktatur
»I aften annoncerer jeg, at den amerikanske kampoperation i Irak er færdig. Operation 'Iraks Frihed' er slut, og det irakiske folk har nu hovedansvaret for sikkerheden i deres land«, siger Barack Obama fra Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus.
SE TALENBarack Obama taler til det amerikanske folk(eksternt link)
»Jeg opfordrer Iraks ledere til hastigt at danne en åben regering, som er retfærdig, repræsentativ og ansvarlig over for det irakiske folk«, siger Obama.
Samtidig fastslog Obama, at USA stadig har en forpligtelse over for Irak og genopbygningen af landet, selv om der ikke længere er amerikanske kamptropper i landet.
LÆS ARTIKEL
Militærstrateg om Irak-exit: Mareridtet sluttede overraskende positivt»Når en regering er kommet på plads, så må der ikke være nogen tvivl: Det irakiske folk har en stærk partner i USA. Vores kampmission er slut, men det er vores forpligtelse over for Iraks fremtid ikke«, lyder det fra præsidenten.
Syv års krig er slut
USA har haft kamptropper i Irak de seneste syv år. Irak-krigen startede som en amerikansk-ledet invasion, hvis formål blandt andet var at fjerne den irakiske diktator Saddam Hussein fra magten.
Omkring 50.000 amerikanske soldater forbliver i Irak iindtil udgangen af 2011. Her skal de træne og assistere og rådgive de irakiske sikkerhedsstyrker.
LÆS ARTIKEL
Dansk-iraker efter exit: Genopbygningen af Irak indeholdt utilgivelige fejlI sin tale hæftede Obama sig desuden ved, at antallet af angreb i Irak er det laveste nu siden krigens start. På den baggrund konkluderer præsidenten, at irakerne nu befinder sig i en position, hvor de vil kunne forme deres egen fremtid.
Uklar politisk situation
Den amerikanske vicepræsident Joe Biden ankom mandag til Irak, hvor han mødes med flere af de irakiske ledere.
Knap seks måneder efter parlamentsvalget i Irak er der endnu ikke erklæret nogen klar vinder af valget. Derfor skal Biden blandt andet drøfte det politiske tomrum, der i øjeblikket hersker i den irakiske hovedstad.
Også den amerikanske forsvarsminister Robert Gates er i disse dage i Irak. Ifølge AP er han hos de amerikanske tropper.
Inden han fløj mod Irak indrømmede Gates, at ikke alle problemer i Irak er blevet løst. Alligevel er han »stolt over, hvad vores soldater og deres irakiske kolleger har opnået«, siger han ifølge AP.
fortsæt med at læse



























