Ulykkestog med danske børn kørte måske for hurtigt

Lyt til artiklen

Den svenske banestyrelse er i gang med at reparere skinnerne nær Norrköping.

Her fik et X2000-tog med blandt andet en gruppe danske børn fra en basketball-klub flænset siden op, da det ramte en rendegraver.

På grund af skinnearbejdet må togene højst køre 70 km/t på ulykkesstedet. Men farten kan have været højere, da X2000-toget passerede stedet.

LÆS ARTIKEL Danske børn kommet til skade i svensk togulykke

Det vurderer politiet i Östergötland ifølge nyhedsbureauet TT.

»Redningstjenesten har over for os oplyst, at toget havde en fart på cirka 100 km/t. Om det stemmer må efterforskningen vise«, siger Mikael Skoog, der er talsmand for politiet.

Han tilføjer, at toget næppe har kørt meget hurtigere, fordi toget i givet fald også ville være blevet afsporet og dermed havde udløst en ulyKke, der var endnu værre.

Danske børn kommet til skade i svensk togulykke

Rendegraveren var ifølge de foreløbige oplysninger i gang med reparationsarbejde på et parallelspor, da den ifølge de svenske medier angiveligt gled lidt ned mod nabosporet, netop som eksprestoget kom buldrende.

Toget blev ramt adskillige gange

Lokomotivet ramte grabben og fik revet siden op. Det skete med så stor kraft, at rendegraveren snurrede rundt flere gange. Det betød, at grabben tre gange bragede ind i de efterfølgende vogne. Den første vogn blev ikke ramt, men det gjorde vogn nummer to og de efterfølgende vogne.

Føreren af rendegraveren blev kastet ud af maskinen, hvis front blev gravet op mod en meter ned i jorden.

Trods en katastrofeopbremsning stod toget først stille cirka 700 meter fra ulykkesstedet.

Den svenske banestyrelse er fortsat i gang med at rydde op på strækningen, der tidligst ventes genåbnet sent mandag eftermiddag.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her