De prægtigste franske stæder er nærmest ved at gå under for presset fra en voldsomt voksende invasionsstyrke fra oven, der på én gang truer med at ødelægge den franske kulturarv og samtidig undergrave folkesundheden: duerne. Ganske langsomt er de i færd med at ætse alt fra statuer, historiske monumenter til personbiler og scootere op med deres syreholdige og velrettede hvidgullige klatter. Og samtidig udgør disse forhutlede og bevingede bakteriebomber, der lever af at spise affald, ådsler og hundelorte, en latent trussel mod sagesløse galleres helbred og velvære. Duerne har plaget så godt som alle europæiske storbyer siden middelalderen, men nu er de enorme formationsflyvende flokke ved at blive for meget for franskmændene. I Marseille har man således iværksat en decideret dépigeonisation –’afdueficering’, hvor man vil reducere bestanden ved at indfange og aflive nogle af dyrene.
Ingen duer uden fødder
I Paris har man længe set mod naboerne i London, hvor man på ganske få år har fået bragt bestanden ned på den dueplagede Trafalgar Square ved at ’ansætte’ to duehøge til at skræmme skraldefuglene væk.
Metoden regnes dog som alt for omkostningstung og blodig, idet høgene i kraft af deres instinkter ikke nøjes med at skræmme duerne væk, men også angriber og flår et par stykker en gang imellem. Metoden er dog for ingenting at regne for de ekstremt kreative forslag, der kom frem i slutningen af 1990’erne, da en intens debat bølgede om, hvad man skulle gøre for at få bugt med de 5.000-6.000 duer, der hærgede den berømte plads i hjertet af den britiske hovedstad og truede turister og forbipasserende med deres brede vifte af bakterier og infektioner. Dengang overvejede man både fælder, gift, indfangning og udsultning (hvordan man så i alverden ville bære sig ad med det?). Men det mest kreative forslag var imidlertid en nyopfunden gele – en sindrig blanding af lim og syre – som man kunne smøre på gesimser og Nelson-statuen. Duen kunne således sagtens lande, men ville den af sted igen, blev det uden dens fødder.
