Mellemøsten holder vejret efter at et ti måneder langt byggestop for bosættelser på den besatte Vestbred udløb midnat.
Byggestoppet har betydet at 2.000 israelske bosætter-byggerier i palæstinensiske områder har været sat på pause. De forventes at blive genoptaget over de kommende måneder.
Her til morgen er det dog kun nogle dusin byggeprojekter, som forventes påbegyndt.
Dels indledes den syv dage lange Sukkot-fejring, dels er mange banker og ejendomsudviklere tilbageholdende med at investere i byggerierne, før deres fremtid er fuldstændigt afklaret.
Børnehave påbegyndt ved midnat
Ifølge de israelske aviser Haaretz og Jerusalem Post er omkring 500-600 byggeprojekter klar til at blive påbegyndt i den kommende tid.
Det første blev indledt allerede ved midnat, da bosættere på Vestbreden straks hældte cement til fundamentet af en ny børnehave, skriver den amerikanske avis Washington Post.
LÆS ARTIKEL
Bosættere gør klar til at bygge videreIfølge israelsk radio er der i dag observeret bulldozere i bosættelsen Adam i den nordlige del af Vestbredden, hvor der er planlagt 30 nye boliger.
Også i mindst otte andre bosættelser ventes byggeriet at gå i gang, heriblandt i Kiryat Arba, der ligger lige uden for Hebron, og som huser en gruppe yderliggående israelere.
Abbas køber sig en uge
Den hurtige aktivitet lægger yderligere pres på især præsident for det palæstinensiske selvstyre Mahmoud Abbas, som havde lovet at udvandre fra de verserende fredsforhandlinger, hvis byggestoppet ikke blev forlænget.
LÆS ARTIKEL
Abbas: Uden byggestop spilder vi tidenDa det kom til stykket, fortsatte forhandlingerne dog til de lyse morgentimer, bistået af amerikanske diplomater, blandt andet udenrigsminister Hillary Clinton.
Imens den israelske premierminister Binyamin Netanyahu opfordrede bosætterne til at udvise »tilbageholdenhed og ansvarlighed, valgte Mahmoud Abbas at søge råd hos sin egen Fatah-bevægelse, hos PLO og hos Den Arabiske Liga.
Præsidentens henvendelse til baglandet tolkes i internationale medier som et forsøg på at vinde tid uden at tabe ansigt trods udløbet af byggestoppet.
Især Fatah har skubbet på for at afslutte forhandlingerne, hvis bosættere igen får lov at bygge.
Hastemøde på mandag
Ifølge Jerusalem Post har Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre aftalt at bruge endnu en uge på at finde et kompromis, så de for nyligt indledte fredsforhandlinger ikke bryder sammen.
Mahmoud Abbas håber at få samlet Den Arabiske Liga til et hastemøde på mandag 4. oktober.
LÆS ARTIKEL
Abbas: Vælg mellem fred eller bosættelser»Vi vil inddrage de palæstinensiske organisationer, og den arabiske komite. Vi vil reagere på den faktiske udvikling«, sagde Abbas til den arabiske avis Al-Hayat fredag.
Mundkurv til ministre
Samtidig har israelske ministre fået mundkurv på, og er blevet bedt om ikke at udtale sig om bosættelserne af den israelske premierminister Binyamin Netanyahu.
Han forventes den kommende tid at komme under hårdt pres fra sit eget bagland for at bakke op om nye byggerier.
»Jeg håber at præsident Abbas vil fortsætte forhandlingerne og fortsætte sammen med mig ad den vej til fred, som vi begyndte på for tre måneder siden«, sagde Netanyahu.
»Mit budskab til præsident Abbas, er: For vores folks skyld, lad os fokusere på hvad der virkeligt er vigtigt - accellererede, ærlige og fortsatte forhandlinger for at nå til en historisk aftale inden for et år«, sagde han.
Amerikanere fastholder optimisme
Imens byggestoppet udløb, valgte USA at forholde sig optimistisk til de to parters forsøg på at holde forhandlingerne på sporet trods presset fra deres bagland.
»Vi er meget ivrige efter at holde forhandlingerne i gang. Vi mener at det er en sjælden mulighed uden sidestykke, og vi er nødt til at få en aftale«, sagde præsident Obamas øverste rådgiver David Axelrod til den amerikanske tv-station ABC.
På spørgsmålet om palæstinenserne ville fortsætte forhandlingerne, lød svaret:
»Jeg ved hvad der er blevet udtalt offentligt, men parterne sidder fortsat ved forhandlingsbordet. De taler sammen. De prøver at arbejde sig igennem det, og vi håber det lykkes«, sagde han.
Fredsforhandlingerne mellem Israel og de palæstinensiske myndigheder har været strandet i 20 måneder.
fortsæt med at læse




























