I 1990 fik den lokale bank i en lille by ved Rhinen ny filialbestyrerinde. Det var den da 43-årige Katharina R.
Der stod ikke skrevet over hendes vugge, at hun skulle opnå en så betroet stilling. Katharina R. kom fra beskedne kår. Faderen døde, da hun var barn, moderen hutlede sig igennem, og Katharina fik et klart nej, da hun spurgte sin mor, om hun måtte studere kunsthistorie. Hun fik i stedet en praktikplads i en lille sparekasse.
Her måtte hun hænge over regnskaberne, og det kedede hende så meget, at hun skred, da hun blev gift og fik børn. Desværre for hende skred manden imidlertid også, og nu skulle hun så selv forsørge sin familie. Hun vendte tilbage til banken, tog det ene kursus efter det andet i bankvæsen og endte takket være sin flid og omhu som filialbestyrer.
Hver familie i byen havde konto i banken
Nu sad Katharina R. så der i det lille samfund nær den tidligere tyske hovedstad Bonn. Her kendte de 1.900 indbyggere alle hinanden, og hver familie havde sin konto i banken. Hun fik pengene til at yngle ved at sælge kunderne alle mulige produkter, de ikke havde brug for, og hendes foresatte glædede sig over deres driftige filialbestyrer.
»De fleste kontrakter var kun til nytte for banken«, siger Katharina R. i en samtale med Der Spiegel. Det er første gang, den i dag 63-årige kvinde fortæller et blad om det drama, der i november i fjor kostede hende en dom på 22 måneders betinget fængsel ved byretten i Bonn og en tilværelse på et absolut eksistensminimum.
