Alufabrik afviser skyld i den røde forurening

Eftersøgning. Redningsarbejdere leder efter mulige dødsofre i nærheden af byen Kolontar i går.
Eftersøgning. Redningsarbejdere leder efter mulige dødsofre i nærheden af byen Kolontar i går.
Lyt til artiklen

Fire mennesker er døde, mange har mistet deres hjem og ejendele, og faren for, at dyrelivet i Europas andenlængste flod, Donau, bliver ødelagt, er overhængende. Det er nogle af konsekvenserne efter det giftige slamudslip i det vestlige Ungarn.

Aluminiumsvirksomheden, MAL Magyar, hvor den ødelæggende, giftige slamlækage stammer fra, har været under voldsom kritik. Embedsmænd mener nemlig, at meget tyder på, at fabrikken opbevarede for meget af den giftige slam. Men den påstand afviser MAL, som mener, at der ikke er foregået noget forkert.

»Bruger al energi« på at afbøde virkningerne
Men selv om fabrikken ikke vil påtage sig skylden, lyder det i en meddelelse på virksomhedens hjemmeside fredag, at den »bruger al energi« på at afbøde virkningerne af udslippet.

I meddelelsen på hjemmesiden står der også, at værket har bidraget med en økonomisk hjælp på 30 millioner HUF (110.000 euro) til de lokale myndigheder for at få bugt med katastrofen. Fabrikken har også tilbudt at betale begravelserne af de omkomne.

Giftslammet, der er rester fra aluminiumsproduktion, er meget ætsende og indeholder giftige tungmetaller som bly, cadmium, arsenik og krom. Da slammet skyllede ind over flere byer, dræbte det al vegetation undtagen træer og sivede ind i flere hundrede huse.

Forureningen har nået Donau

Redningshold kæmper fortsat med at inddæmme og fortynde det ætsende mudder fra den utætte dæmning ved værket, men katastrofen er langt fra slut.

Eksperter og topfolk i Ungarn og nabolandene følger den røde slam med stigende bekymring. Torsdag nåede slammen Donau efter at have udslettet hele økosystemet i floden Marcal, der munder ud i Raba.

LÆS OGSÅ Giftigt slam flyder nu ud i Donau

ritzau/AFP

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her