At det er let at manipulere med billeder er en opsigtsvækkende video fra Rusland et godt eksempel på.
Videoen viser tilsyneladende en politibetjent i færd med at lave en trafikkontrol på motorvejen, da en flok ulve pludselig kommer springende.
Billederne er gået verden rundt og har blandt andet været bragt af flere norske netaviser.
På billederne ses 'betjenten' vinke en bil ind til siden på motorvejen M23 tæt på byen Rostov ved Don-floden i nærheden af Sortehavet.
I sikkerhed på bagsædet
Pludselig lyder der en advarsel fra betjentens kollega i baggrunden.
»Sergej, pas på!«, råber kollegaen. Få sekunder senere kommer en ulveflok springende med en snerren, der ikke er til at tage fejl af.
I en fart lykkes det dog Sergej at kaste sig ind på bagsædet hos den bilist, han kort forinden har standset, mens ulvene ses løbe forbi.
Norske medier har bragt billeder fra to vinkler uden tilsyneladende at undre sig over, hvem der filmede inde fra bilen som supplement til 'overvågningskameraet'.
Problemet er da også, at Sergei slet ikke er betjent, og at ulvene ikke løber forbi i virkeligheden, meddeler de russiske myndigheder, som har undersøgt sagen efter, at videoen dukkede op på internettet tidligere på ugen.
Vejen findes ikke
Ifølge myndighederne kan man tydeligt se bogstavet 'M' i vejbanen forandre sig på en unaturlig måde, da den sidste ulv springer forbi. Desuden kender færdselspolitiet i byen slet ikke den pågældende betjent.
»Undersøgelser har vist, at bogstavet 'M' går i bølger, ligesom bogstaverne og numrene på vejen ikke passer. Vi kender ikke denne medarbejder, og vejen findes slet ikke«, siger pressetalsmand ved politiet i Rostov Rait Fatkhutdinov ifølge norske vg.no.
POLITIKEN.TV Se videoen her:



























