FLUGT. Politiet tager benene på nakken for at komme væk fra en brandende lastbil i Lyon, hvor der er voldsomme sammenstød i gaderne.
Lyt til artiklen
Henter...
Bilister må køre langt efter brændstof i Frankrig disse dage.
En tredjedel af landet tankstationer, omkring 4.000, er løbet tør for benzin og dieselolie, efter at strejkende demonstranter i flere dage har blokeret for landets olieraffinaderier og -depoter.
Nu skal det være slut, siger præsiden Nicolas Sarkozy, der har beordret politiet til at rydde alle blokader, så Frankrig kan få brændstof igen.
»Hvis ikke blokaderne stopper hurtigt, kan denne uro, der er ude på at paralysere landet, få konsekvenser for arbejdsmarkedet ved at skade den normale økonomiske aktivitet«, siger præsidenten i et notat, den franske avis Le Monde bringer store dele af.
Kan få konsekvenser
Også erhvervslivet frygter for strejkens økonomiske konsekvenser.
»Efter tre års økonomisk krise har vi ikke råd til at udholde lange strejker«, siger direktøren for erhvervssammenslutningen CGPME, Jean-Francois Roubaud, til radiostationen Europe 1.
SE BILLEDER
Indenrigsminister Brice Hortefeux mener, at blokaderne kan få konsekvenser ikke bare for økonomien, men også koste menneskeliv, da sundhedspersonale ikke kan komme på arbejde på grund af strejken i det offentlige transportsystem.
»Den nuværende situation kan ikke fortsætte uden at få meget alvorlige konsekvenser for vores samfund, vores økonomi, men også vores borgeres sundhed og sikkerhed«, siger indenrigsministeren til tv-kanalen France 2.
»Flertallet skal ikke lide under mindretallets lov«, fortsætter han med henvisning til, at det kun er omkring en million franskmænd, der strejker.
Flere blokader ryddet
Flere af blokaderne er allerede blevet ryddet, blandt andet foran tre vigtige oliedepoter, der nu fungerer normalt igen.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er Frankrigs 12 olieraffinaderier dog stadig blokerede, primært af strejkende arbejdere fra raffinaderierne.
I havnebyen Marseille ligger 69 skibe lastet med olie og venter på, at blokeringerne bliver ryddet, så der igen kan blive leveret brændstof til det strejkeramte land.
Voldsomme uroligheder
Mens rydningen af blokaderne foran oliedepoterne ifølge franske medier hidtil er forløbet fredeligt, bliver flere franske byer hærget af sammenstød mellem politi og unge hætteklædte demonstranter.
Paris-forstaden Nanterre og Lyon er plaget af voldsomme uroligheder, mens der er mindre voldsomme demonstrationer i flere mindre byer.