Sexanklagerne fyger i den amerikanske valgkamp

Lyt til artiklen

Danske valgkampe kan godt indeholde knubbede ord, men det er småting i sammenligning med, hvad der foregår på den anden side af Atlanten i disse dage.

Om mindre end en måned er der såkaldt midtvejsvalg i USA, hvor en ny kongres skal vælges. Og en række politikere anklager nu deres modstandere for diverse sexsager i håbet om at jage vælgerne over på deres egen side.

Interview med prostitueret
Senator David Vitter, republikaner fra Louisiana, er blandt dem, der nu får udstillet sit privatliv i modstanderens valgvideo.

Den demokratiske udfordrer, Charlie Melancon, har lavet et reklameindslag i stil med et kriminalprogram. I 'udsendelsen' gør speakeren opmærksom på, at senator Vitters navn stod i telefonbogen hos en bordelmutter, der var centrum i en stor skandale tilbage i 2007.

LÆS MERE

Washington DC ryster af skræk for sexskandale

Samtidig bliver en lokal prostitueret fra New Orleans' franske kvarter interviewet om et visit fra Vitter.

»Han kom ind, tog et bad, talte meget lidt i begyndelsen. Han gjorde sin ting. Han var der ikke mere end 15-20 minutter. Jeg kostede 300 dollars«, siger hun i videoen.

Se valgvideoen her:

Vitter selv har tidligere undskyldt bordelsagen, som han kaldte »en alvorlig synd«.

»Jeg har bedt om og fået tilgivelse fra Gud og min kone«, sagde han ifølge politico.com.

I meningsmålingerne er Melancon 10-15 procentpoint efter Vitter.

Leverandør til pornosite
I det nordlige Arizona må Ben Quayle, republikansk kandidat til Repræsentanternes Hus, også forholde sig til seksuelle anklager.

I valgreklamer på både tv og radio anklages Quayle for at have haft en klumme på pornositet dirty.com, og hans modstander, Jon Hulburd, omtaler ham som Brock Landers - navnet på en opdigtet pornostjerne, som havde en klumme på netop dirty.com.

LÆR MERE

Lynguide til midtvejsvalget

Quayle har godt nok indrømmet, at han leverede tekster til en tidligere udgave af porno-sitet, men han afviser, at han havde en klumme - og slet ikke under det navn.

Anklagen blev først leveret af dirty.coms stifter, Nik Richie, men hun har senere trukket udtalelsen i land. Ikke desto mindre bruger Hulburd citatet skånselsesløst i sin valgreklamer, hvor han også citerer Dan Quayle for, at »mit moralske kompas er gået i stykker«.

Ifølge det politiske site politico.com har Quayle - søn af tidligere vicepræsident Dan Quayle - dog aldrig sagt det.

Demokrat anklages for utroskab
I staten New York er bølgerne også gået højt den seneste uge efter en usædvanlig udtalelse fra den republikanske guvernørkandidat, Carl Paladino.

»Har nogen spurgt Cuomo til hans elskerinde fra dengang, han var gift?«, spurgte Paladino med henvisning til sin demokratiske modstander, Andrew Cuomo.

»Har nogen spurgt ham, hvorfor hans kone smed ham ud?«, lød den usædvanlige anklage forleden.

Toppolitikere plejer at få andre til at gøre 'det beskidte arbejde', men i New York har Paladino altså selv lagt sig i spidsen for sexanklagerne mod Cuomo.

Angreb med bagslag

Angrebet fra Paladino har dog givet bagslag. I begyndelsen af valgkampen måtte han selv offentliggøre, at han havde en 10-årig datter fra en affære, og den sag har pressen interesseret sig langt mere for.

I frustration over dækningen prøvede Paladino at lede opmærksomheden over på modstanderen med sin anklage om utroskab. Da en lokal reporter bad Paladino om at levere dokumentation for sin anklage, gik han amok på reporteren.

»Du har sendt endnu en håndlanger til min datters hjem, og jeg vil udslette dig, makker«, svarede Paladino.

Thomas Berndt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her