WikiLeaks: Kina kalder Nordkorea et forkælet barn

Magt. Nordkorea gennemfører jævnligt store militærparader.
Magt. Nordkorea gennemfører jævnligt store militærparader.
Lyt til artiklen

Nordkorea opfører sig som et forkælet barn og er en trussel for verdensfreden.

Den holdning er i stigende grad ved at brede sig blandt lederne i Kina, der i årevis har været Nordkoreas vigtigste allierede.

Ifølge lækkede dokumenter fra den amerikanske udenrigstjeneste er kineserne i stigende grad begyndt at distancere sig fra det nordkoreanske regime.

Det skriver den britiske avis The Guardian, en af fem store aviser, der har haft adgang til dokumenterne fra den amerikanske udenrigstjeneste, inden WikiLeaks forleden påbegyndte offentliggørelsen af dem.

Afsløringen kommer kun en uge efter, at den årelange strid på den koreanske halvø igen blussede op.

Det skete, da Nordkorea sendte en regn af granater ind over den sydkoreanske ø Yeonpyeong. Fire personer mistede livet, to af dem var civile.

Frygter diktators død
Udadtil har det kinesiske styre presset på for at få genoptaget sekspartsforhandlingerne mellem Nordkorea, Sydkorea, Japan, Kina, USA og Rusland.

Men indadtil vokser de kinesiske frustrationer over Nordkorea.

Især efter at Nordkorea sidste år gennemførte endnu en atomprøvesprængning dybt under jorden.

Nordkorea angriber Sydkorea

Kineserne frygter ifølge de lækkede dokumenter, at den usikre situation på den koreanske halvø skader den økonomiske udvikling i regionen og at der vil udbryde en magtkamp, når diktator Kim Jong-il dør.

De kinesiske embedsmænd har derfor signaleret til deres amerikanske kolleger, at Kina i dag ser positivt på en genforening af de to lande.

Kina kan tage 300.000 nordkoreanere
Ifølge The Guardian viser dokumenterne fra WikiLeaks blandt andet:

  • At Sydkoreas udenrigsminister har haft samtaler med to navngivne kinesiske topdiplomater, som tilkendegav, at Korea skulle genforenes under Seouls kontrol, og at den holdning i stigende grad vandt indpas i toppen af det kinesiske kommunistparti i Beijing.
  • At Kinas udenrigsminister fortalte amerikanske diplomater, at det nordkoreanske styre i Pyongyang opførte sig som et »forkælet barn«.
  • At den kinesiske ambassadør har advaret om, at Nordkoreas atomprogram er en trussel mod »sikkerheden i hele verden«.
  • At kinesiske embedsmænd har vurderet, at Kina vil være istand til at tage imod 300.000 nordkoreanere, hvis Nordkorea bryder sammen

POLITIKEN.TV Se Nordkorea angribe Sydkorea

Samtidig viser dokumenterne, ifølge avisen, at den sydkoreanske viceudenrigsminister, Chun Yung-woo, tidligere i år i en følsom samtale fortalte den amerikanske ambassadør, Kathleen Stephens, at de yngre kræfter i toppen af det kinesiske kommunistparti ikke længere ser Nordkorea som en værdifuld allieret.

FOTO

Chun Yung-woo, der i dag er sikkerhedsrådgiver for den sydkoreanske præsident, sagde samtidig, at Nordkorea allerede er kollapset økonomisk.

Nordkorea bestemmer selv

Desuden refereres Chun Yung-woo for at have haft en fortrolig snak med kinesiske embedsmænd, som mente, at Nordkorea ikke længere har den store værdi som »stødpudestat« for Kina.

Samtidig sagde han til den amerikanske ambassadør, at Kina ikke føler sig i stand til at øndre på Nordkoreas selvdestruktive politik:

Kina har »meget mindre indflydelse« på Nordkorea, end folk tror, lød det fra Chun Yung-woo.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her