Flere end 500 mennesker har mistet livet i mudderskred og oversvømmelser i området nord for Rio de Janeiro i Brasilien, oplyser myndighederne, der betegner det som den værste naturkatastrofe i Brasiliens historie.
Kommunale myndigheder i byerne i den bjergrige Serrana-region har fundet 506 døde. Den hidtil værste katastrofe i Brasilien skete i 1967, da byen Caraguatatuba blev ramt af et mudderskred. Her blev 436 mennesker dræbt.




























