Der skal gøres langt mere for at sikre lufthavne verden over mod angreb som det, der mandag fandt sted i Moskvas Domodedovo-lufthavn, siger sikkerhedseksperter.
Her kunne en selvmordsbomber frit gå ind i ankomsthallen sprænge sig selv i luften. Angrebet kostede mindst 35 personer livet og sårede knap hundrede andre.
Overalt på kloden blev sikkerheden skærpet efter terroranslaget mod USA 11. september 2001, hvor terrorister fløj kaprede fly ind i World Trade Center i New York og Pentagons hovedkvarter i Washington.
Myndigheder i det meste af verden investerede i højteknologisk sikkerhedsudstyr, der skal hindre, at terrorister kunne komme til at kapre et fly eller tage en bombe med om bord.
Al fokus har været på flyene
Men al fokus har været på at minimere risikoen om bord på flyene, og imens har man overset beskyttelsen af passagerer og lufthavnsansatte på landjorden, siger eksperter.
Lufthavne er, i stil med regeringsbygninger, typiske mål for terrorister, og i lufthavne giver de store menneskemængder mulighed for, at en terrorbombe kan rive flest mulige ofre med sig i døden.
»Det er et kæmpe hul i sikkerheden«, siger Philip Baum, redaktør på magasinet Aviation Security International, der udelukkende beskæftiger sig med luftfartssikkerhed.
Medvedev tordner mod lufthavn efter terrorbombeChris Yates, en uafhængig britisk sikkerhedskonsulent med speciale i luftfart, siger, at han i årevis har påpeget, at sikkerheden i selve lufthavnen er blevet overset i bestræbelserne på at hindre, at terrorister kommer om bord på flyene.
»Mange lufthavne står helt åbne, så enhver kan gå ind og sprænge sig selv i luften. Det er meget enkelt«, siger han.
Skannere skaber lange køer
Nogle af de skærpede sikkerhedsforanstaltninger, der er indført i kølvandet på 11. september - såsom skannere og kropsvisitation - skaber lange køer, der i sig selv kan være et mål for terrorister.
Et andet vigtigt aspekt af kampen mod terror, som måske er blevet overset i tiden efter 11. september, er, at militante hele tiden forsøger at skifte taktik, så de er et skridt foran myndighederne. Derfor ville en skærpelse af sikkerheden på vej til og om bord på flyene altid være en ufuldstændig taktik, påpeger eksperterne.
ritzau/reuters
fortsæt med at læse




























