Amerikanske fanger risikerer ekstreme smerter under de henrettelser, som danske Lundbeck nu leverer bedøvelsen til. »Det er grusomt, smertefuldt, skrækkeligt ...«, siger narkoselæge og professor i medicin ved Harvard-universitetet David Waisel om den yderste konsekvens af henrettelserne. Foreløbig er to delstater i USA begyndt at anvende stoffet pentobarbital ved henrettelserne, og den »udvikling er stærkt problematisk«, siger David Waisel. »Der findes på ingen måder dokumentation for, at dette stof kan bruges til at bedøve mennesker på den måde. Vi kender ikke den rette dosis. Fangerne bliver ikke behandlet som mennesker, men som dyr«, siger han. Oklahoma var først til at bruge Lundbeck-stoffet ved en henrettelse i december og har i alt brugt det tre gange. I denne uge besluttede Ohio også at bruge det fremover, mens Texas overvejer at gå samme vej. Det skyldes, at det bedøvelsesmiddel, man tidligere anvendte, er gået ud af produktion, så USA har oplevet en decideret mangel på stoffet.
LÆS OGSÅ Dødsgange går over til stof fra Lundbeck
Der findes kun beskedne rapporter om, hvordan de tre henrettelser i Oklahoma er gået, men juraprofessor Ty Alper frygter det værste. Han er ansat ved Berkeley-universitetet med speciale i henrettelser ved indsprøjtning, og han anser det for stærkt sandsynligt, at bedøvelsen ikke har virket.
»Der er en reel fare for, at fangerne har været ved bevidsthed, mens de fik den næste indsprøjtning, der er ekstremt smertefuld«, siger han.
En hvepserede
Metoden at henrette ved indsprøjtninger i tre trin er den mest udbredte i USA, selv om den i årevis har været under skarp kritik fra medicinske eksperter.
Fangen spændes fast med læderbånd og bliver først bedøvet. Herefter lammes musklerne, og til sidst sættes hjertet i stå. Det foregår med tre indsprøjtninger, der gives af en ansat i fængslet. Da de ansatte ikke er uddannet til at foretage fuld bedøvelse, går det ofte galt, og fangens sidste minutter bliver fyldt med smerte og panik. Nogle fanger er oven i købet lammet af stof nummer 2, så de ikke kan signalere, at bedøvelsen ikke virker.
Det blev blandt andet dokumenteret i en artikel publiceret i det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet i 2005, der ved hjælp af obduktioner kunne slå fast, at 43 procent af de undersøgte fanger tilsyneladende var ved bevidsthed og derfor oplevede »unødige lidelser« under henrettelsen.
Det er således lidt af en hvepserede, Lundbeck nu er havnet i med henrettelserne i Oklahoma. Og der kan ende med at komme et massivt pres på Lundbeck, siger juraprofessor og dødsstrafsekspert Deborah Denno fra Fordham-universitetet i delstaten New York.
»Det betyder, at det her firma fremover bliver associeret med mennesker, der dør. Et firma, der producerer et stof, der hjælper folk, bliver fra den ene dag til den anden til et firma, der slår folk ihjel«, siger hun.
»Vi kan ikke gøre noget«
Lundbeck understreger, at firmaet er imod dødsstraf, og at brugen af pentobarbital er imod Lundbecks ønske.
»Kritikken af henrettelserne skal de rejse mod dem, der udfører dødsstraffen. Det har ikke noget at gøre med vores stof«, siger pressechef Anders Schroll.
Der er ingen planer om at stoppe produktionen af pentobarbital for at forhindre brugen på dødsgangen, siger pressechefen.
»Hvis vi skulle forhindre det, skulle vi trække produktet fra markedet. Hvis vi trak produktet tilbage, ville folk komme i livstruende situationer, det er læger også helt enige i. Vi kan ikke gøre noget«.




























