»Vi kan ikke gøre andet end at vente på orkanen«

Ventetid. En kvinde spadserer langs havnefronten i Cairns. Orkanen er på vej ind fra øst.
Ventetid. En kvinde spadserer langs havnefronten i Cairns. Orkanen er på vej ind fra øst.
Lyt til artiklen

Mens en af alle tiders værste orkaner nærmer sig Cairns, sidder to danske piger på et af byens vandrerhjem og kan ikke gøre andet end at vente.

De må nemlig hverken forlade vandrerhjemmet eller byen. Risikoen er for stor.

LÆS ARTIKEL Over middag rammer den værste orkan i generationer Australien

19-årige Trine Zøller og veninden Gry er på en større rejse som ryksækturister, og ville ellers meget gerne videre mod nye og spændende mål.

Men det kan de lige nu godt glemme alt om.

»Vi har fået besked på at forsyne os med ekstra madrationer, og det har vi selvfølgelig sørget for. Man har nemlig sagt til os, at vi må være forberedt på ikke at kunne forlade huset i tre dage, og at det derfor var nødvendigt at booke vores værelse i de ekstra dage«, siger Trine Zøller til politiken.dk på en - stadig - fin mobiltelefonforbindelse fra Australien.

Spærret helt inde
Trine Zøller fortæller, at det allerede er begyndt at blæse kraftigt op. Og de har fået at vide, at orkanen, der venter forude, vil være af kategori 5. Altså aller værste slags.

»Vandrerhjemmet er afspærret, og en altan på 1. sal er blevet lukket. Så nu er vi spærret inde og kan ganske enkelt ikke komme ud«, siger Trine Zøller.

De to veninder skulle have været videre i retning mod byen Townsville, der ligger syd fro Cairns. Det projekt må vente. For vejen til Townsville går via Innisfall. Byen, hvor orkanen Yasi først vil ramme Queensland, sandsynligvis inden for de nærmeste par timer.

Og i Innisfall ved man, hvad der venter. Byen blev næsten udslettet af orkanen Larry i 2006.

Fødselsdag i morgen

I Cairns sidder de to danske piger og venter samme med omkring 100 andre gæster på vandrerhjemmet.

»Det kan godt være, at vi på et senere tidspunkt vil se tilbage på dette her som en oplevelse. Men lige nu er vi mest irriteret over de ting, vi går glip af, fordi vi ikke kan komme videre«, siger Trine Zøller.

Den danske pige kan trods alt frem til en beskeden, men usædvanlig fest i morgen.

Da fylder hun 20 år.

Kaare Skovmand

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her