Stenkast ved Tahrir-pladsen

Lyt til artiklen

Der opstod fredag eftermiddag tumult ved den stort anlagte 'Afgangens Dag'-demonstration i den egyptiske hovedstad.

Ifølge politiken.dk's udsendte blev der kastet med sten.

Deltagerne er tilsyneladende demokratiforkæmpere og tilhængere af den siddende præsident Hosni Mubarak.

Angrebet af regeringsstøtter

Bataljen opstod, fordi nogle hundrede Mubaraktilhængere forsøgte at komme ind på Tahrir-pladsen. Imidlertid foregår oppositionsdemonstrationen bag flere rækker af barrikader, der er bemandede med demokratiforkæmpere.

De slog alarm og fik straks assistance fra Tahrir-pladsen, hvorefter begge sider gav sig til at bombardere hinanden med sten og andet tilgængeligt kasteskyts.

EU advarer Mubarak mod at bruge vold

Modstanden fik hurtigt Mubarak-tilhængerne jaget på flugt. De jages nu ud af området. Der menes at være cirka 200 regeringstro demonstranter på 6. Oktober-broen.

Inde på Tahrir-pladsen menes der at være hundredetusinder.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her