Dorthe Nielsen har efter eget udsavn haft en 'meget grim morgen', indtil det lykkedes hende at få bekræftet, at hendes niece og familie ikke er kommet til skade under jordskælvet i newzealandske Christchurch.
»Jeg sov, og så kom min mand pludselig ind og sagde, at nu var det sket igen. Jeg ryster stadigvæk, men nu hjalp det at få snakket med min bror«, siger hun.
For selvom Dorthe Nielsens nieces hus er totalt ødelagt, efter det kraftige jordskælv ramte Christchurch omkring klokken 12.51 lokal tid, har både niecen, hendes mand og deres to børn det godt.
»De var heldigvis ikke hjemme, da det skete. Men alt inventar er ødelagt. Det hele er smadret«, siger hun.
Andet store jordskælv på få måneder
I september sidste år blev Christchurch ramt af et andet jordskælv, der var endnu kraftigere end det, der nu har raseret byen.
»Og min niece og hendes familie var lige blevet færdige med at bygge huset op fra sidste gang, men nu må de starte igen«, siger Dorthe Nielsen.
»Derfor tager de det også meget hårdt. De er totalt chokerede. De er jo tilflyttere, og nu ved jeg ikke, om de vil blive der eller ej. Min bror siger, at de nu har snakket om, at de vil til at pakke, men nu må vi se«, fortæller hun.
Jagten på overlevende under murbrokkerne fortsætter i nattemørketIndtil videre har jordskælvet kostet mindst 65 personer livet. Men redningsmandskabet frygter, at dødstallet stiger dramatisk.
Indtil videre er der ingen forlydender om, at der skulle være danskere blandt de omkomne eller tilskadekomne.
En af dem, der slap udskadt fra jordskælvet, er backpackeren Christine Secker.
Sammen med tre rejsekammerater mærkede hun pludselig jorden ryste under sig.
»Og så måtte vi ellers hurtigt ned under et bord, og så kunne vi se hvordan vinduer og vægge bare sprækkede«, siger hun til tv2.dk.
Troede hun skulle dø
Mens rystelserne stod på, ringede hun grædende hjem for at tage afsked med sin mor, for hun troede vitterligt, at hun skulle dø.
FOTO
Heldigvis slap hun godt fra jordskælvet, men det var en ubehagelig oplevelse efterfølgende at blive konfronteret med ødelæggelserne.
»Vi har set en del folk rende rundt i gaderne med blod i ansigtet og på arme og ben. Det er ikke så sjovt. Vi kunne se den ene bygning efter den anden, der var styrtet fuldstændig sammen, og biler der var fladmaste«, siger hun til tv2.dk.
Dansker fik travlt med at vende om
Danske Carsten Jensen fik travlt, da han hørte om jordskælvet i sin hjemby, Christchurch.
Han var på en tur et stykke uden for byen, men vendte straks om, da situationens alvor gik op for ham.
»Jeg skulle bare hjem til min familie hurtigst muligt for at sikre mig, at de havde det godt«, fortæller han.
Da han kom hjem, kunne han konstatere, at både hans kone og deres to børn var uskadte, ligesom deres nybyggede hus kun har taget mindre skade. Så heldigt er flere af deres naboer ikke sluppet fra skælvet.
»De tre nærmeste huse er så smadrede, at de nok skal bygges op fra grunden igen. Alt murværket er faldet ned. Jeg er dybt chokeret over at se de her enorme ødelæggelser. Stemningen er meget trykket, men alle hjælper hinanden.
ritzau
fortsæt med at læse


























