Hvordan er det at bo i en by, der to gange på et halvt år er blevet raseret af kraftige jordskælv?
25-årige Rune Slot Thing har det seneste år boet i katastroferamte Christchurch i New Zealand, hvor han er i færd med at tage en kandidatgrad i medicinsk fysik på University of Canterbury.
Da det seneste jordskælv ramte Christchurch klokken 12.51 lokal tid, befandt han sig på universitet på ottende etage.
LÆS OGSÅ Premierminister: Den sorteste dag i vores historie
Alt begyndte at ryste og efter at have oplevet flere skælv tidligere, var han ikke i tvivl om, at der denne gang var tale om et kraftigt jordskælv.
»Rådet er at man skal søge dækning, og defor kastede jeg mig ind under mit skrivebord. Få sekunder senere kunne jeg høre, hvordan bøger og ringbind faldt ned dér, hvor jeg lige havde siddet, mens glas klirrede, og hele bygningen beægede sig«, fortæller Rune Slot Thing over Skype.
Han betegner det - uden sammenligning i øvrigt - som at befinde sig på et skib i oprørt hav.
»Det er selvfølgelig jorden og bygningen, der bevæger sig, men fordi du er midt i det, føles det som om, alt omkring dig bevæger sig. Det, der gør det så skræmmende, er, at der ikke er nogen vej væk, og at du ikke har nogen chance for at vide, hvor slemt det bliver, og hvor længe det vil vare ved«, siger Rune Slot Thing.
Bevidst om ikke at være alene
Det er ikke let for ham at sætte ord på sine følelser. For hvad føler man egentlig, når man ligger under et bord og ved, at man befinder sig midt i et jordskælv?
»Jeg ved ikke om glad er det helt rette ord, men jeg var glad for at have gode venner på kontoret, som sad under bordet lige ved siden af mig«.
»Det giver en fornemmelse af, at man ikke bliver efterladt alene, selv hvis bygningen styrter sammen. Jeg er faktisk meget bevidst om ikke at være alene inde i bygninger. Det handler vel om flugtinstinkt. Når man har gået en tur i gaderne efter tidligere rystelser, er man ikke i tvivl om, hvor galt det potentielt kan gå hen og blive«, siger Rune Slot Thing.
For indbyggerne i Christchurch er jordskælv nemlig langt fra noget ukendt fænomen.Tværtimod. De er en del af livet på godt og ondt, men medfører heldigvis kun sjældent tab af menneskeliv.
Pludselig styrtede bygningen sammen om Pip RambySådan er det ikke gået denne gang.
Det foreløbige dødtal er gjort op til 65 omkomne, men da mange personer stadig savnes, frygtes det at stige drastisk, når redningsholdene får gravet sig gennem ruinerne af de mange sammenstyrtede bygninger.
»Den store forskel fra tidligere er, at der denne gang er døde. Det er den virkelighed, der slår mig i dag, og gør, at jeg begynder at overveje, om jeg skal tage hjem før planlagt«.
»De omkomne gør tanken om, at det næste gang kan være mig, der ryger, mere nærværende. Tidligere har det mest af alt været et interessant fænomen, for når der kun sker materiel skade, er det lidt nemmere at distancere sig fra tanken om, at det potentielt kan være livsfarligt. I dag er den tanke blevet meget nærværende«, siger Rune Slot Thing.
Lidt paradoksalt har han været fascineret af jordskælv, siden han var teenager.
»Men jeg har aldrig vidst, at der ville være så lange serier af så voldsomme efterskælv«.
Har kontaktet familien
Efter jordskælvet blev han sammen med sine medstuderende og ansatte på universitetet evakueret.
Herefter begav han sig ud på en 30 kilometer lang køretur til noget familie, som han har, lidt uden for Christchurch.
Familien hjemme i Danmark er blevet informeret om, at han er i god behold. Men det var ikke det første han gjorde, for han vidste, at det hjemme i Danmark var midt om natten.
»Sidste gang skete det (4. september 2010. red) kort før 18-nyhederne i Danmark. Når man ved, hvordan medierne dækker et jordskælv uden at vide om folk overhovedet er kommet til skade, gælder det om hurtigt at få fortalt, at man har det godt. Det var ikke så presserende denne gang på grund af de 12 timers tidsforskel«, siger Rune Slot Thing.
Han bad samtidig sin familie og venner om at vente med at ringe for at høre mere.
Det gælder nemlig om ikke at overbelaste telefonsystemet, understreger myndighederne, og det råd mener Rune Slot Thing er vigtigt at følge.
Og netop fordi telefonsystemet er så hårdt belastet, understreger han, at danske familier, som ikke kan få kontakt til deres pårørende i Christchurch, skal bevare optimismen.
»Det behøver ikke at være lig med dårligt nyt«, siger Rune Slot Thing.
Flere danskere opholder sig i jordskælvsområdetMen selv om han selv har det godt rent fysisk, er han mentalt en smule slidt. Det er belastende igen og igen at blive mindet om, hvor ufatteligt store naturens kræfter kan være.
»Medierne - både de lokale og danske medier - har det med at fokusere enormt meget på det primære jordskælv, men det, som jeg oplever som den største stressfaktor, er faktisk de mange efterskælv, som kan vare i månedsvis, sågar år, og komme igen og igen, lige når hverdagen så småt er begyndt at indfinde sig«, siger han.
»Det er enormt belastende. Det, som folk trænger allermest til, er at få hverdagen til at fungere igen uden at skulle frygte for deres liv og for alt, hvad de ejer«, siger Rune Slot Thing.
Glem ikke Haiti
Hans oplevelse er, at mennesker reagerer meget forskelligt på den latente jordskælvstrussel.
»Jeg kender folk, der har svært ved at hænge sammen, fordi de er dybt traumatiserede. Og så kender jeg andre, som du overhovedet ikke kan mærke det på, når du møder dem«.
Han vælger samtidig at glæde sig over at befinde sig i et så velfungerende land som New Zealand og opfordrer Danmark og resten af verden til ikke at glemme de mange ofre for jordskælvet i Haiti i januar 2010, hvor mere end 300.000 mennesker mistede livet.
»Her i New Zealand skal regeringen bare trykke på en knap, så kommer der helikoptere og ambulancer til undsætning. Med det stressniveau jeg har oplevet her, kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan folk har det i Haiti. Desværre har medier og befolkninger det med hurtigt at glemme, og derfor vil jeg gerne slå et slag for, at et jordskælv altså ikke er ovre, bare fordi de første rystelser er døet ud«, siger Rune Slot Thing.
fortsæt med at læse


























