Dansk ekspert: Udslip efter brand er meget alvorligt

Atomkraftuheld. Fukushima Dai-ichi atomkraftværket i Japan fotograferet fra satellit i november (tv.) og igen i går, hvor der udbrød brand i en reaktor. Igen i nat er der udbrudt brand.
Atomkraftuheld. Fukushima Dai-ichi atomkraftværket i Japan fotograferet fra satellit i november (tv.) og igen i går, hvor der udbrød brand i en reaktor. Igen i nat er der udbrudt brand.
Lyt til artiklen

I nat udbrød der brand i en beholder med brugt nukleart brændselsmateriale ved reaktor nummer fire på atomkraftværket Fukushima Daiichi.

I forbindelse med branden oplyser de japanske myndigheder til Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA), at der »bliver frigivet radioaktivitet direkte ud i atmosfæren«, og at der på stedet er målt op til 400 millisievert per time. Millisievert er den enhed, der bruges til at måle strålingsfaren.

»Det er værre end det, der tidligere er sket. Det er meget alvorligt«, siger Bent Lauritzen, der er programleder ved afdeling for strålingsforskning på Danmarks Tekniske Universitet.

Han forklarer, at en sådan mængde er dødelig.

»Hvis du opholder dig i nogle timer under det niveau, får du en dødelig dosis«, siger han.

Den seneste melding fra de japanske myndigheder til atomergi agenturet er, at branden er slukket. Agenturet oplyser ikke noget om, hvad det betyder for strålingsfaren.

Brugt brændsel er højaktivt

Der har i flere omgange været brande ved reaktorer på Fukushima Daiichi atomkraftværket i det nordøstlige Japan. Men Bent Lauritzen forklarer, at branden i denne omgang lyder mere alvorligt, fordi der er tale om den beholder, hvor det brugte nukleare brændselsmateriale opbevares.

Ny eksplosion og brand på a-kraftværk i Japan

Det er muligt at udvinde energi fra uran ved at spalte det i en reaktor i typisk tre til fem år. Herefter er det brugt brændsel, som skal lagres i mange år, før det igen er uskadeligt.

»Det brugte nukleare brændselsmateriale består først og fremmest af uran samt en masse højaktivt materiale, og det skal behandles med meget stor varsomhed«, siger Bent Lauritzen.

Reaktor også i brand
Så sent som i morges klokken 06.20 skete der ifølge de japanske myndigheder en eksplosion ved reaktor nummer to på atomkraftværket.

LÆS

Ny eksplosion og brand på a-kraftværk i Japan

Beholderen med det brugte brændselsmateriale ligger imidlertid i forbindelse med reaktor nummer fire og skyldes sandsynligvis en hydrogeneksplosion, skriver Det Internationale Atomenergi Agentur.

Jakob Hvide Beim

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her