Japan bestiller 32.800 færdigbyggede huse

Tsunami. Brandmænd leder efter overlevende i byen Rikuzentakata i regionen Iwate.
Tsunami. Brandmænd leder efter overlevende i byen Rikuzentakata i regionen Iwate.
Lyt til artiklen

En gruppe af boligbyggere har fået en ekstraordinær stor ordre på huse fra tre japanske regioner.

Jordskælvet og den efterfølgende tsunami er gået hårdest ud over de tre administrative regioner Iwate, Miyagi samt Fukushima, hvor myndighederne nu bestiller nye præfabrikerede typehuse til de mange hjemløse.

De tre regioner har indgivet en ordre på i alt 32.800 huse fra Prefabricated Construction Suppliers and Manufacturers Association, skriver nyhedsbureauet Kyodo.

En uge senere: Over 6.000 dræbte, 10.000 savnede, 87.000 beskadigede bygninger

Netop nu må 450.000 personer ifølge nyhedsbureauet tage til takke med 2.600 midlertidige tilflugtssteder.

Der er også mangel på brændstof i det nordøstlige Japan, og i regionen Iwate har myndighederne bedt den lokale olieindustri om at prioritere udrykningskøretøjer såsom politibiler og brandbiler samt transportkøretøjer, der skal skaffe nødvendige forsyninger.

I alt har jordskælvet og tsunamien beskadiget mere end 87.000 bygninger over hele Japan, skriver Reuters.

Jakob Hvide Beim

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her