Flere lande boykotter japanske produkter

Lyt til artiklen

Bekymringen over radioaktive produkter får flere lande til at boykotte fødevarer fra Japan.

Australien og Singapore er de seneste i rækkefølgen af USA og Hongkong til at indføre restriktioner, beretter det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg.

Løbske reaktorer i Fukushima har siden tsunamien i Japan 11. marts øget radioaktiviten i landet.

Singapore forbyder japansk frugt
Listen over produkter med forhøjet radioaktivitet synes hver dag at blive længere.

Mælk, vand, kød, fisk og nu også frugt fra Japan er boykottet af Singapore, oplyser landets landbrugsministerium på sin hjemmeside.

LÆS ARTIKEL

Japansk supermarked indfører rationeringer på varer

Australske myndigheder melder, at landet vil lukke for varer fra fire regioner i området omkring atomkraftværket.

Trods boykot af fødevarerne melder den japanske butikskæde Maruetsu om rationering af varer, fordi befolkningen er begyndt at hamstre.

Redningsarbejdere indlagt
Imens arbejder teknikere på at få nedkølingsanlæggene på det delvist ødelagte atomkraftværk genstartet, efter det er lykkedes at trække el-kabler frem til de seks reaktorer.

Temperaturen var tirsdag nået kogepunktet i Reaktor 2 og dermed øget risikoen for nedsmeltning.

Det kan tage måneder at standse nedsmeltning

Radioaktivt vand har i dag sendt to teknikere på hospitalet, da vandet er sevet igennem deres støvler og har givet dem »betastrålingsforbrændinger« på benene, oplyser Tepco, værkets ejer.

Radioaktivitet under det maksimale

Undersøgelser viser, at teknikerne har fået en radioaktiv stråling på 170-180 millisievert, som dog er under de 250 millisievert, man højest må modtage.

Det oplyser Fumio Matsuda, der er talsmand for landets Atom- og Industrisikkerhedsstyrelse.

LÆS ARTIKEL Foto: Japan tager afsked med sine ofre

Ifølge AP er mere end en snes personer kommet til skade, ikke alle med strålingsskader, under forsøget med at redde atomkraftværkerne i Fukushima.

Farzam Abolhosseini

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her