Hundredvis af demonstranter forsøger at trodse et massivt sikkerhedsopbud i byen Deraa, der i de seneste 10 dage har været centrum for protester mod den syriske præsident, Bashar al-Assads, styre.
Sikkerhedsstyrker sendte i flere minutter skud op i luften for at sprede demonstranterne, der havde samlet sig på en central plads i byen. Men lige så snart skyderiet holdt op, vendte demonstranterne tilbage.




























