Får oprørerne væltet Gaddafi, står de over for en udfordring: Hvordan opbygger man et demokrati efter et årelangt diktatur?
Den udfordring vil det tage tid at løse for den oprørsbevægelse, der i øjeblikket kæmper sig nærmere og nærmere hovedstaden Tripoli. Det vurderer lektor Helle Lykke Nielsen fra Syddansk Universitets Institut for Mellemøststudier.
Hun sammenligner situationen i Libyen med det arbejde, irakerne har været igennem i deres indsats for at opbygge et demokratisk civilstyre efter Saddam Hussein-regimets fald.
»Situationen ligner noget af det, vi har set i Irak«, forklarer hun.
LÆS OGSÅ Politiken.dk i Libyen: Folk strømmer mod kampzonen
I Libyen skal oprørerne - hvis det lykkes dem at detronisere diktatoren - i gang med at opbygge nye institutioner, partier og interessegrupperinger fra bunden af.
»Der skal tid til. Men folk vil gerne organisere sig«, forklarer mellemøsteksperten.
Vil samles om klaner
Hun forudser, at libyerne i første omgang vil samle sig om deres klaner. Årsagen er, at befolkningen i dag ikke har organiserede partier og organisationer, som vi kender dem fra de demokratiske lande.
»Man har ikke de institutioner, vi kender i vor del af verden. Man har klaner og familien«, siger Helle Lykke Nielsen.
LÆS
Oprørere erobrer den ene by efter den andenI første omgang vil libyerne vende sig mod deres storfamilier, men på langt sigt vil der opstå bevægelser, der er samlet om idéer fremfor familiebånd.
»I en opbygning (af et nyt styre, red.) vender man sig rundt og ser, hvem man kan læne sig op ad. Der spiller klanen en rolle. Men det toner ned. Det ser vi også i Irak, hvor vi nu ser interessegrupper«, forklarer hun.
Gaddafi-familie strøg med oliepengene
Gaddafi-klanen har under mandens lange diktatur været tilgodeset af Libyens solide olieindtægter, der har forgyldt klanmedlemmer.
»Den pengestrøm skal nu rasle ned i andre klaners pengekister. Der er virkelig noget at kæmpe om. Der er en magtkamp om, hvem der nu skal sidde i Gaddafi-familiens position og fordele pengene«, vurderer Helle Lykke Nielsen.
Oprørerne ledes af et nationalråd, der udspringer af den østlige by Benghazi og har samlet repræsentanter fra flere dele af det libyske samfund. Det er ikke tilfældigt: Byen har været marginaliseret under Gaddafi-regimet.
»De har levet længe i regional afsondrethed. De vil gerne have mere indflydelse og flere penge«, siger Syddansk Universitets mellemøstekspert.
Pres for demokrati
Hun lægger imidlertid vægt på, at nationalrådet også presses udefra af forventninger om, at de prøver at etablere sig bredere end det hidtidige styre.
»Det forpligter dem til at inddrage andre end dem selv. Hvor bredt, det vil blive, afhænger af magtbasen«, siger hun og tlføjer: »Det er et nyt puslespil, der skal samles«.
FOTOS
En del libyere fra landets østlige del har tidligere kæmpet i blandt andet Irak for al-Qaeda-tilknyttede grupper. Men det behøver ikke at været et udtryk for, at befolkningen generelt tilslutter sig yderligtgående islam, understreger Helle Lykke Nielsen.
»De har været marginaliserede. Når man er marginaliseret, reagerer man på en anden måde. Man skal mere se det som et udtryk for en utilfredshed med andre ting«, forklarer forskeren.
Mangelen på institutioner har gjort moskeerne til samlingspunkter.
»Det eneste, der har været, er moskeerne. Derfor er utilfredsheden kanaliseret over i islam og islamisme«, vurderer hun.
Gaddafi kan ikke stikke af
Ved tidligere folkelige oprør er styret faldet, når oppositionen har haft held til at jage diktatoren på flugt.
Men Moamar Gaddafi har lagt sig ud med alt og alle i Mellemøsten. Dermed er hans muligheder for at flygte begrænsede.
»Han har ikke andre muligheder end at kæmpe og kæmpe«, konstaterer Helle Lykke Nielsen.
fortsæt med at læse
