Der er stadig tre måneder til, at Barack Obama fylder 50 år, men den amerikanske præsident har allerede fået den bedste fødselsdagsgave, han kunne ønske sig.
Drabet på terrorlederen Osama bin Laden i Pakistan kommer i hvert fald særdeles belejliget for Barack Obama, vurderer Mads Fuglede, ekstern lektor ved Københavns Universitet og ekspert i amerikansk politik og historie.
»Det er noget af det bedste, der kunne ske for Barack Obama som præsident«, siger Mads Fuglede.
Han henviser til, at Barack Obama i længere tid har været udsat for hårde angreb på grund af sin halvt kenyanske baggrund.
LÆS OGSÅ Myte om Obama har medvind i nøglestat
Blandt andre den kendte ejendomsmatador Donald Trump har ført smædekampagne mod Obama og beskyldt ham for ikke at være født i USA og derfor slet ikke berettiget til beklæde præsidentembedet.
»Det har været en meget skinger periode, hvor man har diskuteret, om han nu også var en rigtig amerikaner. Mellem linjerne har det ligget, at han ikke var som os andre og ikke arbejdede for, at alle skulle have et bedre liv i USA«, siger Mads Fuglede.
»Men hvis der er en silverbullet, der kan punktere tvivlen, så er det at møde op med budskabet om, at Osama bin Laden er blevet dræbt af amerikanske specialstyrker. Fra nu af vil det virke helt absurd at sige, at Obama er uamerikansk og i virkeligheden er en muslim«.
Gevinsten kommer automatisk
USA-eksperten hæfter sig også ved, at Barack Obama ikke på nogen måde var hoverende, da han i morges dansk tid gik på tv og bekræftede nyheden om, at Osama bin Laden var blevet dræbt, små 10 år efter terrorangrebene i USA 11. september 2001.
»Han var helt bevidst om, at han ikke skal gå ud og triumfere og slå mønt af det. For det kommer helt automatisk. Det vil i den grad stive ham af«, siger Mads Fuglede.
Mads Fuglede vurderer, at der selv langt ind i det demokratiske vælgerkorps har været en opfattelse af, at Obama er en blød leder, der ikke kan gå forrest og skære igennem.
JERICHOW
En sejr for USA - men også et nederlagNok er han sammenlignet med George Bush langt mere tænksom, velorienteret og intellektuelt nysgerrig, men når det kom til lederskab, var han ikke på højde med sin forgænger.
Det kan med et slag have ændret sig, selv om Barack Obama stadig skal formulere løsninger på ømtålelige emner, som den gigantiske amerikanske gæld, arbejdsløshed og sundhedsreformer.
»Du kan ikke finde noget, der får ham til at fremstå mere lederagtig end at komme med Osama bin Laden. Tingene er ofte lidt stereotype, og præsidenten skal gerne være lidt alfahan-agtig, slå sig på brystet, gå forrest og vise, at han er den rette til at lede landet. Her har Obama tit virket som én, der ledede inddirekte«, siger Mads Fuglede.
Sjælden triumf for CIA
Ifølge de foreløbige meldinger om hændelsesforløbet var det amerikanske specialstyrker - Navy Seals - der gennemførte operationen i det nordlige Pakistan på baggrund af efterretninger om, at det var her, den saudiskfødte leder og stifter af terrornetværket al-Qaeda opholdt sig med dele af sin familie.
På den baggrund vurderer Mads Fuglede, at det udskældte amerikanske efterretningsvæsen og ikke mindst efterretningstjenesten CIA kan blive den anden store vinder.
CIA har i årevis kæmpet med et blakket ry efter blandt andet ikke at have forhindret terrorangrebene 11. september 2001 og at have taget fejl af den tidligere irakiske diktator Saddam Husseins besiddelse af masseødelæggelsesvåben.
»Hvis det viser sig at CIA, som man må formode, har været stærkt involveret i det her, vil det styrke organisationens anseelese, for det er ved Gud ikke en organisation, der samler på sejre«, siger Mads Fuglede.
LÆS OGSÅ Sådan fik USA ram på Osama
Også for den amerikanske hær er drabet på Osama bin Laden en fjer i hatten, omend den i modsætning til CIA er langt mere respekteret i den amerikanske befolkning.
»Hvis der er noget, den amerikanske hær kan, så er det at slå ihjel. Soldaterne kan deres håndværk, og selv om det nok har taget længere tid end forventet, er det også et signal om, at hvis du gør dig ud til bens med amerikanerne, så er det kun et spørgsmål om tid: USA får altid sin mand, og der er ikke den hule, der er dyb nok til at undslippe USA's lange arm«, siger Mads Fuglede.
fortsæt med at læse




























