Aviser hylder Obama efter bin Ladens død

Færdig. Osama bin Ladens død noteres med tilfredshed af aviserne.
Færdig. Osama bin Ladens død noteres med tilfredshed af aviserne.
Lyt til artiklen

Fra København over London til Washington.

En række toneangivende danske og internationale aviser glæder sig over, at terrorlederen Osama bin Laden forleden blev dræbt af amerikanske elitesoldater ved et angreb på hans bolig i det nordlige Pakistan.

Politiken skriver i sin leder blandt andet, at Osama bin Laden selv bad om det, og at ingen bør begræde, at han er væk.

»Han var repræsentant for det synspunkt, at tilfældige civile er legitime mål i den politiske og religiøse kamp. En terrorist, der spredte død og ødelæggelse, og som ved at gøre sin fanatisme til et religiøst kald voldte ubodelig skade – både for sine direkte ofre og for de millioner af muslimer, hvis religion han var med til at mistænkeliggøre«, skriver avisens lederskribent på forsiden.

LEDER Et spøgelse manes i jorden

Også Jyllands-Posten har valgt at skrive leder på nyheden om al-Qaeda-stifterens endeligt.

»Med budskabet om, at al-Qaeda-lederen Osama bin Laden er blevet dræbt ved at militær aktion dybt inde i Pakistan, har USA endnu engang demonstreret sin stålsatte vilje til at gøre verden til et bedre og mere sikkert sted. Den spontane jubel i bl.a. New York og Washington vidner om, at der er tale om en historisk sejr i krigen mod terror. At den kommer i tiåret for terrorangrebene den 11. september 2001, gør ikke symbolikken mindre«, skriver avisens lederskribent.

Hyldest til Obama
Flere af aviserne er i deres ledere inde på spørgsmålet om, hvorvidt Osama bin Ladens død vil gøre verden mere sikker. Berlingskes lederskribent skriver blandt andet:

»Osama bin Ladens død betyder ikke nødvendigvis, at verden slipper for den udspekulerede form for terrorisme, Al-Qaeda stod for. Men symbolet er væk, og nu ti år efter den forfærdelige terroraktion mod New York og Washington er der grund til at lykønske USA med den vellykkede militære operation, som resulterede i bin Ladens død«.

Avisen hæfter sig også ved den amerikanske præsident Barack Obamas rolle:

»For præsident Obama er det en stor dag. Han står tilbage som den præsident, som med bin Ladens død afslutter et traumatisk kapitel i amerikansk historie. Det er en lykkelig dag for USA. Lad os håbe, at den historiske dag også betyder et vendepunkt i bekæmpelsen af terror«, skriver Berlingske i sin leder.

Obama fulgte angreb på bin Laden direkte

Jyllands-Posten mener, at det ikke længere bør være til diskussion, om det var rigtigt eller forkert, at Barack Obama i 2009 fik tildelt Nobels Fredspris.

»Han, og han alene, har måttet træffe den tunge beslutning om at gennemføre den særdeles risikable aktion mod USA's ærkefjende. Obama har ikke været det mindste i tvivl om, at det ville kunne besegle hans politiske skæbne, hvis aktionen slog fejl. I den situation ville mange være veget tilbage fra at gøre det eneste rigtige. Det gjorde Barack Obama ikke«.

»Han demonstrerede tværtimod lederskab og da især den fornødne vilje, som USA's militære øverstkommanderende altid skal være i besiddelse af. Med aktionen mod Osama bin Laden har Barack Obama understreget, at han er en værdig modtager af fredens pris«, skriver Jyllands-Postens lederskribent.

Republikansk ironi
Den britiske avis The Guardian hæfter sig også ved Barack Obamas indsats.

»I sidste ende handler det hele kun om én mand, Barack Obama. 11. september 2001 var han en obskur senator, som reagerede på terrorangrebene mod Pentagon og World Trade Centre med en tale om behovet for at skabe håb for forbitrede børn verden over. Et lille tiår senere er den mand, som Dick Cheney nedgjorde som blød, ham, der med succes har opsporet og nedlagt sit bytte«, skriver Guardian i sin leder.

»Ironien vil utvivlsomt blive noteret af de republikanere, der hævder, at USA er mindre sikker under en demokratisk præsident. Der vil helt sikkert komme et svar fra al-Qaeda, der ønsker at hævne deres leders død, der mangler ikke beviser for, at noget er i støbeskeen«.

FOTO

»En forfærdelig person har mistet livet, men det vil kræve alle hr. Obamas tidligste og oprigtige instinkter at gøre en ende på arven efter bin Laden. Nu har han (Obama, red.) den nødvendige autoritet til at føre dem ud i livet«, hedder det videre i lederen i The Guardian.

Frygter nye angreb

Den amerikanske avis The Washington Post hylder også Barack Obama og de heltemodige soldater fra det amerikanske frømandskorps, der gennemførte angrebet på Osama bin Laden og hans betroede.

Men avisen løfter samtidig en pegefinger og advarer om, at den internationale terrorisme nok er blevet en levende leder fattigere, men at han som død muligvis kan gøre endnu mere skade.

»Måske vil bin Laden-missionen forøge nogle af de problemer, som USA står over for i Sydasien et årti efter 11. September. Det er ikke klart, i hvilket omfang al-Qaedas operationer vil blive påvirket af deres leders død. Hvis han, som mange har formuleret det, de seneste år ikke har været direkte involveret i planlægningen af terrorangreb, vil han måske være lige så meget værd for al-Qaeda som død«, lyder det i avisens leder.

»Som tilhængerne af Che Guevara eler Leon Trotsky vil kunne bekræfte, kan døde militante stadig inspirere folk; især hvis de er faldet i hænderne på deres fjender. Trods omfattende antiterror-operationer vedbliver al-Qaeda med at være en formidabbel organisation med hundredevis af operative i Pakistan og autonome afdelinger i Yemen, Nordafrika og Europa«.

»Organisationen kan vise sig fra sin mest farlige side i de kommende uger og måneder, når den formodentlig vil forsøge at hævne dens stifters død«, skriver Washington Post.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her