Våbenekspert: »For at være ærlig peger alle beviserne mod Danmark«

Bombe. Sprænghovedet vejer 1 ton og er af typen BLU-109. Flyvevåbnet bekræfter, at typen bliver brugt af de danske jagerfly, når de angriber bunkere og andre armerede strukturer. Også andre lande bruger sprænghovedet, men Politiken har land for land kunnet afkræfte, at de kan have stået bag angrebet.
Bombe. Sprænghovedet vejer 1 ton og er af typen BLU-109. Flyvevåbnet bekræfter, at typen bliver brugt af de danske jagerfly, når de angriber bunkere og andre armerede strukturer. Også andre lande bruger sprænghovedet, men Politiken har land for land kunnet afkræfte, at de kan have stået bag angrebet.
Lyt til artiklen

Da holdet af internationale journalister sent om aftenen lørdag 30. april blev taget med til villaen i Bab al-Azizia-kasernen i den sydlige del af Libyens hovedstad, Tripoli, var bygningen i ruiner.

To timer før, omkring klokken 20 om aftenen lokal tid, havde Nato-fly angrebet beboelsesejendommen, som blev reduceret til et kaos af sammenfiltrede stålstivere og pulveriseret beton.

Nu fremviste journalisternes libyske oppassere det smadrede hus, hvor Gaddafi-familien ifølge regimet havde været samlet, netop da bomberne ramte.

Tre børnebørn døde også
Moamar Gaddafis yngste søn, Saif al-Arab Gaddafi, blev dræbt på stedet, ligesom tre af diktatorens mindreårige børnebørn, fortalte regimets sædvanlige talsmand, Moussa Ibrahim, til journalisterne.

LÆS ARTIKEL

Også Moamar Gaddafi og hans kone var til stede under angrebet, sagde talsmanden, som understregede, at diktatoren havde overlevet.

»Skaderne var omfattende, selv om en raket stadig lå ueksploderet i midten af villaen. Ved siden af den var der et dybt hul, muligvis til en kælderbunker, selv om det var umuligt at bekræfte i mørket«, husker BBC’s korrespondent i Tripoli, Christian Fraser.

»Hvis han (Moamar Gaddafi, red.) var der, er det svært at forestille sig, at han kunne have klaret sig igennem det uden mén«, skrev Christian Fraser om diktatoren, som ikke er set offentligt siden, ikke engang til sønnen Saifs begravelse.

Det er den ueksploderede bombe i ruinerne, som nu får flere eksperter til at sige, at det er ekstremt sandsynligt, at det var Danmark, som stod bag angrebet på Gaddafi-familiemiddagen 30. april.

Sprænghovedet BLU-109
Sprænghovedet vejer 1 ton og er af typen BLU-109. Flyvevåbnet bekræfter, at typen bliver brugt af de danske jagerfly, når de angriber bunkere og andre armerede strukturer. Også andre lande bruger sprænghovedet, men Politiken har land for land kunnet afkræfte, at de kan have stået bag angrebet.

Ud af den samlede koalition er det kun otte lande, som flyver bombetogter over Libyen: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Italien, Norge, Storbritannien og USA.

Danske F-16-fly dræbte højst sandsynligt Gaddafis søn

LÆS ARTIKEL

Canada er udelukket på forhånd, for landet råder hverken over GBU-31 eller Paveway III-bomber, som er de to eneste fremføringsanordninger, som kan monteres med sprænghovedet.

Norge er også udelukket. En central norsk luftvåbenkilde siger direkte til Politiken, at Norge ikke stod bag angrebet. Den norske avis Aftenposten kom uafhængigt af Politiken frem til samme konklusion forleden på baggrund af militære kilder, som til gengæld tog ansvaret for et andet bombetogt mod Gaddafi 25. april.

Danske F-16-fly dræbte højst sandsynligt Gaddafis søn

Heller ikke Frankrig kan stå bag
Frankrig kan heller ikke have stået bag angrebet. En pressetalsmand for Libyenmissionen siger, at Frankrig ikke råder over Paveway III-bomber og ikke har brugt GBU-31-bomber eller for den sags skyld BLU-109-sprænghoveder over Libyen.

Storbritannien bruger heller ikke GBU-31-bomber, men har dog både Paveway III-bomber og BLU-109-sprænghoveder. Ingen af delene er dog blevet brugt i Libyen, ifølge Royal Air Force.

Det kan heller ikke have været Belgien, selv om det belgiske flyvevåben siger til Politiken, at det har både GBU-31-bomber og BLU-109-sprænghoveder med til Libyen, og afviser at af- eller bekræfte, om de har været brugt.

Politiken har nemlig allieret sig med den respekterede belgiske avis De Standard, som har brugt sit kildenetværk for at af- eller bekræfte, om belgierne kan have stået bag. Konklusionen er, at det kunne de ikke – ifølge en helt central militærkilde fløj det belgiske flyvevåben slet ikke missioner over Libyen 30. april.

Kun Danmark og USA er mulige
Italien, som også råder over BLU-109-sprænghovedet, som bruges med GBU-31-bomben, vil slet ikke kommentere landets luftkrig i Libyen. De italienske fly er dog forkerte til opgaven. Italien bruger Tornado-jagerfly til bombetogterne. Men det er kun landets lette AMX-jagerfly, som kan fremføre GBU-31-bomber.

Det efterlader USA og Danmark, og også USA er en usandsynlig ’mistænkt’, om end landet ikke fuldstændigt kan udelukkes. USA har trukket sig fra de opgaver, de øvrige allierede selv kan løse, og bidrager nu med specialistbistand, først og fremmest mod libysk antiluftskyts.

Dertil kommer de såkaldte Predator-droner, ubemandede fly, som også har fløjet bombemissioner i Libyen. BLU-109-sprænghovedet er for tungt til de relativt små fly, og en ny type, som kan bære tungere laster, er ganske vist under udvikling, men bruges endnu ikke operativt.

Beviserne peger mod Danmark
Dermed peger alt på, at det var Danmark, som kastede det ueksploderede sprænghoved samt de bomber, som dræbte Saif al-Arab Gaddafi og de tre børn.

Det mener i hvert fald våbeneksperten Siemon Wezeman, som leder en forskningsenhed om våbenhandel ved den respekterede tænketank Stockholm International Peace Research Institute (Sipri), efter at have tjekket Politikens research og sammenlignet den med Sipri’s egne optegnelser.

Tænketanken udgiver årlig en rapport om våbenhandel og indkøb af våben verden over.

»Jeg har aldrig hørt, at Italien har brugt GBU-31-bomber med deres Tornado-fly, og hvad angår USA, har de afvist at deltage i bombetogter med andet end Predator-dronerne, som ikke kan bære sprænghovedet. For at være ærlig peger alle beviserne mod Danmark«, siger Siemon Wezeman.

Dansk flyveåben afviser ikke
Politikens research bakkes op af en artikel i den velansete britiske avis The Guardian, hvor en unavngiven diplomatkilde siger, at det var danske F-16-fly, som stod bag. Journalisten bag har senere bekræftet over for Politiken, at der er tale om en meget troværdig kilde.

Det danske flyvevåben har ikke afvist, at Danmark stod bag angrebet, og flyvevåbnets mission update fra 30. april underbygger det ligefrem:

Den angiver, at flyenes operationsområde den dag omfattede blandt andet Tripoli. Det fremgår også, at målene omfattede kommando- og kontrolfaciliteter. Præcis samme betegnelse brugte Nato efterfølgende om angrebet på det sted, hvor Saif al-Arab Gaddafi døde.

USA kan ikke helt udelukkes

Oplysningerne får militæranalytiker på Københavns Universitet og major med en fortid i flyvevåbnet Esben Salling Larsen til at vurdere, at meget taler for, at det var Danmark. Han tager dog forbehold for, at USA ikke helt kan udelukkes.

»Det ser meget plausibelt ud, at Danmark stod bag. Jeg vil tage forbehold for, at det kan have været en ubemandet drone eller USA i det hele taget, men derudover virker det sandsynligt«, siger militæranalytikeren.

»Danmark er kendt for ikke at tage forbehold i forhold til enkelte missioner, når vi indgår i koalitioner, så længe det er legitime mål. Samtidig er Danmark en af de få deltagende nationer, som er i stand til at kaste den våbentype. Dertil kommer, at vi har fløjet rigtig mange missioner i forhold til vores størrelse«, siger han.

Politiken var i aftes i forbindelse med flyvevåbnet, som fortsat afviser at be- eller afkræfte, at Danmark var indblandet i angrebet på Gaddafi-villaen.

»Det vil vi ikke kommentere. Vi udtaler os ikke om enkelte missioner«, siger presseofficer Michael Langeberg.

Det danske flyvevåben havde frem til i går fløjet 171 bombetogter over Libyen og har i alt kastet 376 bomber.

andreas lindqvist

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her