Det er en af de helt tunge drenge, der skal forsvare direktøren for Den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, som mistænkes for et seksuelt overfald på en stuepige.
Dominique Strauss-Kahn har af mange været anset som de franske socialisters favorit som ny præsidentkandidat men beskyldningerne om, at han har tvunget en 32-årig stuepige til oralsex kan have ødelagt den drøm for altid.
Advokaten, Benjamin Brafman, har tidligere fungeret som lynafleder og forsvarer for andre kendte, såvel musikere, idrætsstjerner og politikere.
Vil have kontrol
Blandt andet var han i 2004 forsvarer for Michael Jackson, da den nu afdøde popsanger tilbage var i retten for at have haft et upassende forhold til en mindreårig dreng.
Michael Jackson valgte dog at fyre Benjamin Brafman og en anden advokat, Mark Geragos, fordi han ikke mente, at de to advokater var dedikerede nok i deres forsvar.
Sagen kort
- Dominique Strauss-Kahn er
sigtet for at have begået et seksuelt overfald på en
32-årig stuepige på luksushotellet Sofitel i New York og spærret hende inde bagefter. - 62-årige Dominique Strauss-Kahn er
direktør i Den Internationale Valutafond, der spiller en afgørende rolle i genopretningen af de
gældsplagede
eurolande, Grækenland, Irland og Portugal. - Han var af mange regnet for
storfavorit til at blive de franske socialisters
præsidentkandidat ved det næste præsidentvalg.
Brafman var ikke sen til at skyde skylden på sangerens familie, som han mente blandede sig for meget i sagen.
»For at gøre mit job ordentligt, er det vigtigt at have den fulde autoritet og kontrol over sagen hele tiden«, sagde Benjamin Brafman i sin tid til New York Times.
Spørgsmålet er så, om det kan lade sig gøre at bevare kontrollen i sagen mod Dominique Strauss-Kahn, der ventes fremstillet i kriminalretten på Manhattan senere i dag.
Sagen er nemlig meget mere end en kulørt sag mod en levemand, der er kendt for at have et godt øje til det modsatte køn.
IMF-chef kørt ud af Harlem i håndjernSom en mulig præsidentkandidat for de franske socialister og en nøglefigur i forhandlingerne om økonomiske hjælpepakker til en række gældsplagede euro-lande er det ikke kun Dominique Strauss-Kahn, der har meget på spil, og mange vil forsøge at blande sig i sagen.
Havde pistol med på natklub
Benjamin Brafman håber givetvis på en frifindelse, som dengang i 2001, hvor han i en anden højtprofileret sag fik frikendt hip-hopperen Sean Combs i en sag om bestikkelse og ulovlig våbenbesiddelse.
Sean Combs er også kendt under sine kunsternavne, Puff Daddy og P. Diddy.
Til gengæld kunne han i 2009 ikke forhindre, at NFL-spilleren Plaxico Burress blev idømt en længere fængselsstraf for at have haft en ulovlig pistol med på natklub. Pistolen gik ved et uheld af og ramte den daværende Giants-stjerne i benet.
Benjamin Brafman er ligesom Dominique Strauss-Kahn 62 år. Han har modtaget flere hædersbeviser for sit arbejde som advokat.




























