Nato retter sit voldsomste angreb mod Gaddafi

Hærget. Røgskyer spreder sig i Libyens hovedstad Tripoli efter voldsomme Nato-bombardementer.
Hærget. Røgskyer spreder sig i Libyens hovedstad Tripoli efter voldsomme Nato-bombardementer.
Lyt til artiklen

Ti voldsomme eksplosioner rystede her til morgen Libyens hovedstad Tripoli.

Eksplosionerne var kulminationen på - hvad flere medier beskriver som - den Nato-ledede koalitions til dato voldsomste luftangreb, der begyndte i går eftermiddags.

Sky News udsendte i Tripoli, Sam Kiley, melder om 40 flyangreb.

»Det var et meget voldsomt angreb. Højst sandsynligt det hidtil mest voldsomme i en 24-timers periode«.

En talsmand for det libyske styre Moussa Ibrahim mener ifølge Sky News, at der er er foretaget mindst 60 flyangreb, og han siger, at mindst 35 menneske er blevet dræbt.

Gaddafi: Vi overgiver os ikke
Samtidig, mens røgskyer lagde sig over Tripoli, meddelte landets leder, Moamar Gaddafi, at han ikke har i sinde at give op.

»Vi overgiver os ikke«, sagde han på stats-tv.

Om optagelsen var et direkte telefonopkald, eller om det var optaget på forhånd, vides ikke.

LÆS ARTIKEL

Gaddafi: Vi byder døden velkommen

De Nato-ledede bombninger i Libyen begyndte 19. marts, og alliancen har i de seneste uger optrappet sine angreb på Gaddafis styrker. Angrebene er en reaktion på lederens militære aktioner mod demonstranter i landet, der kæmper mod det undertrykkende styre.

Angreb handler om dominans

Siden mandag er 6.850 mennesker strømmet mod grænsen til Tunesien. Den libyske befolkning flygter både fra Natos ødelæggende bombardementer, og fordi, de frygter for kampene mellem regeringens styrker og demonstranterne i landet, oplyser Tunesiens forsvarsministerium til AP.

En talsmand for den libyske regering siger, at Gaddafi ikke mener, Natos angreb »handler om civile, demokrati og fred i Libyen, men i stedet om dominans, hævn og rigdom«.

LÆS OGSÅ Gaddafis datter rejser sag mod Nato

Den amerikanske præsident, Barack Obama, meddelte i går, at preset på Gaddafi fortsat vil vokse.

»Gaddafi må træde tilbage og overdrage magten til det libyske folk. Indtil han gør det, vil presset kun fortsætte med at vokse«, sagde Obama.

Nato-landenes forsvarsministre diskuterer i dag den fremtidige indsats i Libyen. I øjeblikket deltager kun otte ud af i alt 28 medlemslande i de dyre bombninger mod Gaddafis regime.

Derfor vil Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, lægge pres på de lande, der i øjeblikket ikke bidrager til operationen.

Cecilie Lund Kristiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her