630.000 kinesere mangler rent vand

oversvømmelse. Indbyggere i en forstad til byen Lanxi i Kinas østlige Zhejiang-provins, forsøger at fragte et svin i sikkerhed.
oversvømmelse. Indbyggere i en forstad til byen Lanxi i Kinas østlige Zhejiang-provins, forsøger at fragte et svin i sikkerhed.
Lyt til artiklen

Dæmninger vaskes væk i store dele af Kina, hvor voldsomme regnmængder i disse uger har fået katastrofale følger.

Foreløbig står 630.000 kinesere uden rent drikkevand. Og omkring 4,8 millioner hektar landbrugsjord (48.000 kvadratkilometer) ligger under vand, oplyser de kinesiske myndigheder til nyhedsbureauet Xinhua.

Mere end en halv million indbyggere er de seneste dage blevet evakueret fra deres hjem, skriver Reuters

Rekordhøj vandsstand
Det er ikke mindst den velhavende Zhejiang-provins i den østlige del af Kina, der er ramt. Her er 70 kilometer diger i stor fare for at give efter for de voldsomme vandmasser.

Floden Lanjiang, der løber gennem provinsen, har nu en vandstand på 34 meter. Det er den højeste vandstand, der er målt siden 1966.

I Zhejiang-provinsen alene har 1.846 virksomheder indstillet produktionen på grund af vandmasserne.

180 savnes efter mudderskred

Det er særligt det østlige og sydlige Kina, der har problemer med vandmængderne. Flere steder er blevet ramt af mudderskred, elektriciteten er blevet afbrudt ligesom telefonnettet I alt savnes mere end 180 mennesker.

De kommende dage er der ikke megen opmuntring. Meteorologerne lover fortsat tung regn.

Udsigten har fået den kinesiske minister med ansvar for landets vandressourcer, Chen Lei, til at opfordre de lokale myndigheder til at sikre, at diger og damme kan modstå vandmasserne.

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her