Den danske læge Margrethe Juncker tror ikke på de officielle statistikker. På at antallet af hivsmittede i Uganda er faldende, sådan som succeshistorien ellers er gået verden over. »Det er donorlandene og de store organisationer, der har haft behov for at fortælle en positiv historie. Min erfaring er, at de officielle tal kun er toppen af isbjerget«, siger Margrethe Juncker. Hun arbejder som frivillig i et katolskstøttet hjælpeprojekt, Reach Out, som opererer i Mbuya, et slumområde med cirka 50.000 beboere i udkanten af Ugandas hovedstad Kampala. Reach Out tilbyder blandt andet gratis hivtest og gratis behandling af de sygdomme, som følger med aids, først og fremmest tuberkulose. Kraftigt fald I en ny rapport fra FN's udviklingsprogram UNDP over udviklingen i Uganda fremhæves det, at der fra 1992 til 2001 er sket et kraftigt fald i antallet af hiv-smittede. Tallene er hovedsageligt baseret på målinger af de gravide kvinder, som føder på klinikker, og de viser et fald på flere klinikker fra op mod 30 procent i 1992 til 5-10 procent i 2001. Men tallene fra Mbuya er helt anderledes foruroligende. Af 256 personer, som frivilligt lod sig teste i juli, august og september i år var hele 63,8 procent hiv-positive. »Det er klart, at mange kommer til os for at blive testet, fordi de har en mistanke om, at de er smittet. Alligevel er tallet uhyggeligt højt«, siger Margrethe Juncker. Hun har i forskellige sammenhænge diskuteret de høje tal med andre organisationer i Uganda. De påpeger, at et slumområde som Mbuya er et højrisikoområde, og at målinger her derfor ikke rokker ved de officielle tal. Usikkerhed »Men omvendt kan man jo sige, at det er meget få kvinder i Uganda, der føder på klinik, ikke mindst blandt de fattige, så disse tal er jo også behæftet med stor usikkerhed«, siger Margrethe Juncker. Hun er meget tvivlende med hensyn til, om de mange kampagner for brug af kondomer har haft den påståede effekt. En indikator for det kan være fødselstallet. Af UNDP's årsrapport Human Development Report for 2002 fremgår det, at fødselstallet i Uganda var 7,1 barn pr. kvinde i perioden 1970- 75, i øvrigt et af verdens højeste. Men tallet var uforandret 7,1 barn i perioden 1995-2000. »Det burde selvfølgelig være faldet, hvis det er rigtigt, at mange flere bruger kondom i dag end tidligere. Jeg tror ganske enkelt ikke på kondomer som en løsning på hiv/aids-problemet. Og det siger jeg ikke, fordi jeg arbejder for en katolsk organisation, men fordi al erfaring viser, at mændene ikke vil bruge dem. Det, der virkelig rykker, er, hvis det lykkes at styrke kvindernes selvværd, så de kan sætte sig op mod mændene«, siger den danske læge. Reach Out har ikke økonomisk mulighed for at tilbyde den livsforlængende ARV-medicin, som er standardbehandling i verdens rige lande og nu også i en række af de rigere udviklingslande. Brasilien er gået i front med at producere kopier af medicinen, som med stor succes deles ud til landets aidsramte. Dyrt for fattige lande Men selv om medicinalindustrien efterhånden har sænket priserne på behandlingen fra 1.000 dollar om måneden til 40 dollar, svarende til cirka 320 kroner, er det kun få i Uganda, der har råd til selv at betale. Derfor oplever landet nu, at store dele af befolkningen dør, hvilket forstærker landets i forvejen store fattigdomsproblemer. Ugandas præsident Yoweri Museveni anslår, at alene hiv/aids og malaria årligt koster en milliard dollar i behandling og tabt arbejdskraft. Tallet skal ses i forhold til bruttonationalprodukt på cirka seks milliarder dollar. Den hollandske læge Jantine Jacobi var indtil for to uger siden koordinator af FN's indsats mod hiv/aids i Uganda. Hun er nu flyttet til Ukraine i et tilsvarende job. »Der er et enormt behov for gratis ARV-medicin i Uganda. Det er så vigtigt for hele indsatsen, at man kan ændre opfattelsen fra »Aids dræber« til »Der er håb«. Og jeg fatter ikke, hvordan vi om 20 år skal kunne retfærdiggøre, at vi lod millioner af mennesker dø i Afrika, blandt andet fordi vi brugte pengene på at føre krig i Afghanistan«, siger Jantine Jacobi. Politiken var inviteret til Uganda af FN's udviklingsprogram UNDP. .
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han har placeret sig som den vel nok kvikkeste borgerlige tænker
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?



























