Flagermus i midtergangen tvang fly til sikkerhedslanding

Lyt til artiklen

49 flyrejsende fik sig noget af en overraskelse i sidste uge, da en bevinget, muligvis rabiesbefængt og bogstaveligt talt blind passager fløj panikslagen rundt i flykabinen.

Atlantic Southeast Airlines-flyet var netop lettet fra Madison i den amerikanske delstat Wisconsin mod Atlanta i Georgia, da flagermusen gjorde sit indtog.

Imens nogle passagerer reagerede med latter, dukkede andre sig forskrækket, da det flaksende dyr fløj mindst fem gange op og ned af midtergangen, før det styrede ind på flytoiletet.

Blev fanget på toilettet
Før flagermusen fik fundet ud igen, fik en snarrådig passager smækket døren, til almen jubel i kabinen. Hele optrinnet blev filmet, og kan ses herunder.

»Jeg vågnede på grund af skrigeri og så en flagermus flyve over mit hoved. Jeg tog straks min telefon for at fange noget video, for ellers ville mine venner aldrig tro mig«, skriver passageren om videoen

Piloterne så ikke anden løsning end at vende om og lande i Madison efter kun ti minutter i luften, oplyser den filmende passager i forbindelse med indsendelsen af sin video til CNN's Ireport, hvor brugere kan indsende deres egne optagelser.

Lykkelig slutning for flagermus

Historien endte i øvrigt lykkeligt for flagermusen. Da flyet landede i Madison, gik passagererne fra borde, hvorefter lufthavnspersonnel gik ombord for at få dyret ud.

Først kunne de ikke finde den, men pludselig fløj dyret forbi for fuld fart og ud i terminalen, hvor snesevis af ventende passagerer sad bænket.

En lufthavnsmedarbejder fik den derefter jaget ud gennem en åben dør og ud i den friske luft. Flyet kunne lette igen efter et par timer, ifølge Wisconsin State Journal.

Andreas Lindqvist

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her