Passagerfly mavelander i Warszawa

Lyt til artiklen

Et Boeing 767-fly fra det polske flyselskab LOT gennemførte først på eftermiddagen en vellykket mavelanding i Warszawas Frederic Chopin-lufthavn.

Flyet var fløjet fra Newark-lufthavnen ved New York med 230 passagerer, da besætningen blev opmærksom på, at flyets hjul ikke kom ned på grund af problemer med strømforsyningen.

Den næste time forsøgte piloterne uden held at løse problemet, imens flyet cirklede over den polske hovedstad.

Dermed var der ikke andet at gøre end at forsøge at sætte det hjulløse fly ned på landingsbanen, som i forvejen var præpareret med skum for at forhindre brand.

Ingen kom til skade

På en video (se bunden af artiklen, red.) af landingen ses flyet nærme sig landingsbanen og kun gradvist få kontakt. Friktionen afføder synlige gnister, fra hvor højre motor berører asfalten.

Samme motor måtte efterslukkes af brandberedskabet, da flyet langt om længe holdt stille. Ingen kom til skade ved landingen, oplyser flyselskabet.

»Denne manøvre var fænomenal. Men jeg havde ingen forventning om et anderledes udfald. Jeg vidste, det ville ende godt«, siger pilotkollega Peter Lipinski til polske TVN24.

LOT er et af verdens ældste flyselskaber og har ifølge Aviation Safety Network, som laver flysikkerhedsstatistik, ikke været involveret i et uheld med dødsfald siden 1988.

FACEBOOK

Andreas Lindqvist

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her