Det ser ud som om, at investorerne rundt i Europa har fået det rigtige ben ud af sengen her til morgen.
Fra børserne i blandt andet London, Frankfurt, Paris, Rom og København viser det sig i positive stigninger i aktieindeksene.
Stigningerne er dog moderate på mellem en halv og en hel procent.
Det er udtryk for, at investorerne har fået opfyldt et ønske, lyder det fra aktieanalysechef Morten Kongshaug fra Danske Bank efter ministerpræsident Silvio Berlusconis afgang i weekenden.
»Der er ro på nu. Der er fundet den løsning, som markedet godt kunne lide«, siger Morten Kongshaug.
Fik skubbet leder ud
I sidste uge steg renten på de italienske statsobligationer til over syv procent, og det var et klart signal fra investorerne til italienerne - Berlusconi skulle væk fra posten som regeringsleder.
Morten Kongshaug mener, at det i høj grad er markedet, der har haft indflydelse på, at Silvio Berlusconis afgang.
Også Den Europæiske Centralbank (ECB) har holdt igen med opkøb af støvlelandets statsobligationer for at lægge pres på Italien.
Derfor forventer Morten Kongshaug, at ECB med weekendens forandringer i Italien igen vil gå i gang med at købe statsobligationer, og at renten så kan falde.
LÆS MERE
Børser byder på moderate plusser efter Berlusconi-exitNetop statsrenten kan mærkes hos den almindelige italiener, forklarer aktieanalysechefen.
»Når renterne stiger så meget, så stiger lånerenten for alle italienerne, og så går det op for folk, at der er noget, der er ved at gå galt«, siger Morten Kongshaug.
Kigger mod øst
Investorerne er ligeledes tilfredse med, at den nye leder af Italiens regering, Mario Monti, er meget EU-venlig. Han har tidligere været EU-kommissær, så han har forudsætningerne for at kunne kommunikere med EU.
LÆS OGSÅ Monti skal danne regering i Italien
Morten Kongshaug har dog ikke kun øjnene rettet mod det sydlige Europa. Også Kina vækker opsigt, mener han.
Herfra lød det tidligere i dag, at landet er på vej med en såkaldt 'blød landing'. Det dækker over en afdæmpet vækst frem for en kraftig opbremsning i væksten, og er dermed et signal om, at Kina fortsat er en stærk nation.
»Spørgsmålet er, om vi kigger for meget på gælden i EU. Måske skal vi se om, der er plads til andre temaer også. Det ser ud som om, at verdensøkonomien fortsat vokser«, siger Morten Kongshaug.
fortsæt med at læse



























